Kvæget forsvinder med rekordfart fra Fyn

Der bliver færre og færre køer på Fyn, og afviklingen af kvægbrugene går nu hurtigere end nogensinde før. Det sidste halve år er der forsvundet over 1100 kreaturer fra det fynske landbrug.

-

Der bliver færre og færre køer på Fyn, og afviklingen af kvægbrugene går nu hurtigere end nogensinde før. Det sidste halve år er der forsvundet over 1100 kreaturer fra det fynske landbrug.

De fynske kvægavlere er de mest ivrige i landet, når det gælder om at sælge mælkekvoter. To gange om året bliver der handlet mælkekvoter på kvotebørsen, og fynboerne var suverænt den region, der solgte flest kvoter ved sidste handel.

1150 kreaturer mindre
I alt solgte kvægavlerne på Fyn otte millioner kilo kvote, hvilket svarer til at der bliver 1150 kreaturer mindre på Fyn i løbet af bare et halvt år.

\"Det er den almindelige udvikling, at mælkeproduktionen rykker fra øst mod vest. Men at det går så hurtigt nu, det overrasker mig alligevel\", siger Lars Iversen, der er formand for Fællesudvalget for Kvæg i Fyns Amt.

De sønderjyske landmænd er tilgengæld dem, der køber flest mælkekvoter, og det cementerer billedet af de geografiske forskydninger i mælkeproduktionen i Danmark.

Mangler jord
\"Jeg synes ikke vi skal beklage os over det. Kvægavlerne på Fyn har ikke samme mulighed for at erhverve jord, som kvægavlerne i Jylland har. På den baggrund synes jeg, at det er godt, at de fynske landmænd har truffet nogle valg om, hvad de vil i fremtiden\", siger Lars Iversen.

Efter afviklingen af kvotebørsen fortsætter den totale nedgang i antallet af mælkeproducenter i Danmark. Pr. 1. april er der således kun omkring 7500 mælkeproducenter tilbage i hele landet.

Oversigt

    Oversigt