Kvinde bortført til Odense

En 21-årig kvinde og hendes baby blev mandag aften tvunget væk fra sin bopæl i Århus og ført til Odense af barnets far og medhjælpere.

Fyns Politi blev alarmeret lidt før klokken 03.00 natten til tirsdag, da vidner i Lærkeparken i Odense observerede at flere mænd begik vold mod en kvinde.

Da politiet nåede frem, var mændene væk, men de fandt den 21-årige kvinde og hendes 20 måneder gamle søn.

Kvinden havde tydelige klemmemærker på halsen og var ophovnet i ansigtet efter slag, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Kvinden blev indlagt på Odense Universitetshospital, mens barnet befinder sig hos et familiemedlem.

Hentet i Århus

Kvinden har forklaret, at hun og barnets far har haft nogle uoverensstemmelser. Derfor var hun flyttet til Højbjerg i Århus.

Mandag aften opsøgte faderen og to andre mænd adressen i Århus. De brækkede døren op og tvang kvinden til at pakke en taske med tøj og andet til barnet og hende selv.'

Derefter blev hun ført ud i en bil og kørt til Odense.

Da de nåede Lærkeparken i Odense og steg ud af bilen, satte kvinden sig til modværge, hvilket førte til at der blev begået vold mod hende.

Politiet leder nu efter de tre mænd, som i følge kvinden deltog i hændelsen.

Oversigt

    Oversigt