Udsat for vold
Klokken 04.54 blev Middelfart Politi kaldt ud til en lejlighed i Skovgården, hvor en 32-årig kvinde lå død på badeværelset.
- Hun blev fundet med friske slagmærker på kroppen, fortæller kriminalinspektør Albert Rasmussen.
Det var kvindens 45-årige kæreste, der ringede til politiet. Han blev senere anholdt og sigtet for vold med døden til følge, men ifølge politiet nægtede han sig skyldig.
- Baggrunden for at vi anholder manden er, at vi tidligere har været tilkaldt til stedet på grund af husspetakler og vold, siger Albert Rasmussen.
Onsdag formiddag er politiet i gang med efterforskningen og undersøger lejligheden. Først når obduktionsrapporten foreligger senere på dagen vil der blive taget stilling til om manden skal i grundlovsforhør.