Kvinde overfaldet i sit hjem i Faaborg

En 78-årig kvinde, der bor i en stuelejlighed i Tømmerparken i Faaborg, blev natten til onsdag overfaldet i sit hjem.

Fyns Politi modtog anmeldelsen kl. 03.38 om, at den 78-årige kvinde var blevet overfaldet.
 
Kvinden lå i sin seng, og hun vågnede, ved at en person var trængt ind i hendes lejlighed.

- Gerningsmanden udsatte hende for vold. Hun fik blandt andet slag på kæben, oplyser vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politis afdeling for Personfarlig Kriminalitet.

Forsvandt, da kvinden tændte lyset

Da kvinden tændte for lyset i sin lejlighed, var gerningsmanden forsvundet ud af entredøren, og hun nåede ikke at se ham.
 
Kvinden er nu indlagt på OUH for nærmere undersøgelser og for at komme til hægterne igen.
 
Politiets foreløbige undersøgelser tyder på, at gerningsmanden har skaffet sig adgang til kvindens lejlighed gennem et vindue, der stod på klem.

Politi mangler motiv

Politiet har foreløbigt ikke noget spor, det kan forklare, hvorfor gerningsmanden var trængt ind i lejligheden.
 
Politiet er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set noget, som kan have noget med sagen at gøre.

Politiet er især interesseret i at få oplysninger om personer, der er set natten til onsdag i og ved Tømmerparken i Faaborg. Det gælder personer, der har opført sig mistænkeligt, ved at kigge ind ad vinduer, taget i dørhåndtag, rodet i og ved biler.

Oversigt

    Oversigt