Kvinde på hest påkørt af flugtbilist

En 40-årig kvinde og hendes hest fik en slem forskrækkelse på en sen ridetur på Sanderumvej i Odense onsdag aften. En sort bil påkørte dem bagfra - og forsvandt. Hverken hest eller rytter kom alvorligt til skade.

Påkørslen skete lidt før klokken 20.30 onsdag aften.

- Kvinden har beskrevet, at der kommer en bil kørende i høj fart bagfra og rammer hesten, siger Erik Skov, vagtchef hos Fyns Politi.

Efter at have ramt hesten, fortsætter bilen uden at standse, og politiet efterlyser nu en sort Volkswagen.

- Vi fandt resterne af et sidespejl, og ved at undersøge det nærmere kan vi se, at det drejer sig om en sort Volkswagen af en eller anden slags. Så vi er selvfølgelig interesserede i at høre fra nogen, der har set sådan en uden sidespejl, siger Erik Skov.

Han fortæller desuden, at det kan være svært at sige, om bilisten har opdaget uheldet eller ej. Men Fyns Politi er interesserede i at høre fra nogen, der har set eller hørt noget - på telefonnummer 114.

Hverken rytter eller hest kom til skade ved ulykken.

Oversigt

    Oversigt