Kvinde redder mand fra brand

En 23-årig kvinde er indstillet til en belønning efter hun søndag aften reddede en mand fra at brænde inde i sin lejlighed.

Det var højst sandsynligt en gang madlavning, der gik helt galt, da der udbrød brand i en taglejlighed på Rugårdsvej i Korup. Det oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.

Flere beboere kunne lugte røg, så de gik udenfor og fik alarmeret politiet, da de kunne se røg fra taget. Men en 23-årig kvindelig beboer gjorde mere end bare kontakte politiet. Hun løb op til den brændende lejlighed.

- Hun fik på en eller anden måde døren op, og fik trukket manden ud. Hvis hun ikke havde gjort det, så var det ikke sikkert, at han havde været her i dag, fortæller vagtchefen.

Ifølge vagtchefen var der kraftig røgudvikling fra komfuret, hvor der stod en gryde på, og var det ikke for den 23-årige kvinde kunne manden have været død af røgforgiftning.

Manden blev efterfølgende kørt til OUH, og ifølge politiet er han genhuset på et plejehjem.

- Hun er dagens helt, og derfor er hun også indstillet til en dusør, fortæller vagtchefen.

Vis stort kort

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt