Sikkerheden er på plads på et kvindekrisecenter i Glamsbjerg.
Men alligevel er tryghed, og ikke mindst sikkerhed, ikke noget, som man kan regne med.
- Der er ingen tvivl om, de fysiske rammer skal være i orden. Man skal ikke kunne ses fra vejen, der skal være sikkerhedslås, hegn, adgangskontrol, alt det har vi også. Og videoovervågning.
- Vi har, hvad der skal til, slår Helle Bertram Olsen fast.
Hun er leder af Krisecentre Fyns center i Glamsbjerg.
Men sikkerheden er langt fra en selvfølge. I en undersøgelse fra Landsorganisationen for kvindekrisecentre, Lokk, tegner nye tal et tydeligt billede af, at mange krisecentre i Danmark er under et gevaldigt sikkerhedspres.
- Det er et problem, vi arbejder med. Sikkerhed handler jo både om de fysiske foranstaltninger, og jo også om det her med overvågning og uønsket kontakt, fortæller direktør Laura Kirch Kirkegaard, Landsorganisation af Kvindekrisecentre.
Det er et pres på sikkerheden, der skal arbejdes med straks.
- Den lovgivning, der er på krisecenterområdet, der står der ikke noget om den opgave, vi har med at yde beskyttelse.
- Det synes vi er lidt skævt, siger Laura Kirch Kirkegaard.
Landsorganisationen vil have have større fokus på sikkerhed i lovgivningen - men måske har de et bud på en løsning i Glamsbjerg.
Her har man på eget initiativ længe været i gang med at optimere beboernes sikkerhed.
- Man kan ikke lave et sted, der er hundrede procent sikkert, for det er ikke et fængsel.
- Og noget af det, der har været rigtig, rigtig vigtigt for os det er, at de her kvinder skal ikke have en følelse af, at ude i verden er der mænd, der slår, herinde er der store mænd, der passer på dig, forklarer Helle Bertram Olsen.
Krisecentret i Glamsbjerg samarbejder med virksomheden Tachouse i Bred ved Vissenbjerg. Tachuose tilbyder mentale værktøjer til at løse opgaver og konfliktsituationer.
- De evner at lave den brobygning, som gør, at når de er væk igen, så er der skabt noget, der er implementeret rigtigt. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger centerlederen.
- Vi skal sørge for, at alle bevægelige dele inde i sikkerhedstænkningen bliver tænkt ind, men vi arbejder med mennesker, og det er mennesker, der skal sørge for i sidste ende at de mennesker, der er her på stedet, føler sig trygge.
- Og det gør vi ved at tænke sikkerhed i mange bevægelige dele, uddyber Søren Bächler, som er daglig leder hos Tachouse.
For Helle Bertram Olsen er det ikke kun de høje hegn, mere overvågning og topsikrede døre, der vil holde voldsudøverne væk. For hende handler sikkerheden også om noget andet.
- Der er også en en kultur i huset, der skal leve hele tiden. I to år har der ikke været nogen indtrængende, så er det helt naturligt, at man begynder at fokusere på alle de andre faglige indsatser, vi også har.
Det, som gøres i Glamsbjerg, kan være en måde at gøre det på, mener Laura Kirch Kirkegaard.
- Vores medlemmer har arbejdet med det her i 40 år og har rigtig godt styr på det, og når vi fremlægger den her rapport, så er det jo ikke for at sige, at det kan vi slet ikke finde ud af kom og hjælpe os, siger hun og tilføjer:
- Det kan være, at visse krisecentre har brug for nogle eksterne ressourcer til det. Andre har selv fundet løsninger på det.
I Glamsbjerg er man ikke i tvivl om, at arbejdet med adfærden er den helt rigtige vej frem.
- Så skal man bruge nogen som tænker, og som har lyst til at se, hvad praksis er, og ikke bare kommer med en ydelse og serverer den og går igen, men har lyst til at indgå i det samarbejde, for at få det implementeret og lærer os som ledelse, og hvordan vi får det implementeret og hvordan holder vi det live, siger Helle Bertram Olsen.
Den nye undersøgelse fra Landsorganisation af kvindekrisecentre bygger på over 50 kommunale og non-profit krisecentre.
Her har hele 73 procent har oplevet, at en voldsudøver har overvåget deres center. Heraf har 12 procent oplevet at en voldsudøver er trængt ind.
Derudover har hvert tredje af de adspurgte centre oplevet, at en voldsudøver har forsøgt at trænge ind på krisecenteret.