Kvindelige politikere strømmer ind i Folketinget - men Fyn halter en smule efter

Andelen af kvinder i Folketinget er rekordhøjt efter valget. Men hos de fynske kandidater er andelen af kvinder lavere.

Andelen af kvinder i Folketinget vokser og vokser. Bare ikke på Fyn. 

For første gang nogensinde er over 40 procent af de nyvalgte kandidater kvinder på landsbasis. Det gælder bare ikke på Fyn.  

- Det er da megaærgerligt, at vi ikke har en lige opdeling af kvinder og mænd i den fynske folketingsgruppe, siger den nyvalgte socialdemokrat, Sara Emil Baaring.

Ved Folketingsvalget sidste tirsdag var 44 procent af de nyvalgte medlemmer nemlig kvinder. På Fyn er det tal blot 37,5 procent, efter Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti tirsdag endeligt blev genvalgt. 

Den fynske folketingsgruppe indeholder dermed ti mænd og blot seks kvinder. 

Balancen mellem familie og politisk karriere 

Kvinder kunne for første gang blive valgt til Folketinget i 1918, hvor fire kvinder blev valgt. 

Siden da er udviklingen steget langsomt indtil i dag, hvor knap halvdelen af Folketingets medlemmer altså er kvinder. 

Det er bare ikke Fyn, der er storleverandør på kvindelige folketingspolitikere.

Og ifølge den nyvalgte socialdemokrat Sara Emil Baaring skal forklaringen på den negative fynske rekord findes i det narrativ, som politikerne ofte møder. 

- Som kvinde bliver man ofte spurgt ind til sit familieliv og sine børn. Hvordan man kan afbalancere en politisk karriere med familielivet. Det stigma skal vores mandlige kollegaer jo ikke slås med i samme grad. Det er en gammeldags fortælling, som heldigvis ikke bliver fortalt lige så ofte som før. Men det sker desværre stadig.

Men er udviklingen ikke også bare et resultat af, at der ikke er lige så mange kvinder, der stiller op til Folketingsvalget?

- Jo, det tror jeg, at du har ret i. Vi skal helt klart gøre det mere attraktivt for kvinder at stille op i politik. Både i lokal- og landspolitik. Men jeg tror klart, at den fortælling om kvinder kan bidrage til at færre ønsker at stille op, siger det kommende Folketingsmedlem. 

- Jeg havde da gerne set, at det konkrete udslag fra Fyn var, at vi afspejlede befolkningen. At vi havde 50 procent mænd og 50 procent kvinder i Folketinget. Men det stiger stille og roligt, så vi opnår forhåbentlig en ligevægt indenfor den nærmeste fremtid, siger fynske Sara Emil Baaring. 

Sara Emil Baaring blev en af de kandidater, der nu debuterer i socialdemokraternes folketingsgruppe. Hun drager mod Christiansborg med én kvindelig kollega i den Socialdemokratiske folketingsgruppe. 

Kun Trine Bramsen blev valgt ind, imens de mandlige kollegaer tæller Bjørn Brandenborg, Dan Jørgensen, Thomas Skriver Jensen og Kim Aas. 

Mere attraktivt for kvinder

Løsningerne til at få flere kvinder til at stille op i demokratiets navn er mange. 

Men ifølge Sara Emil Baaring er der ét værktøj, man især skal ty til. 

- Vi skal have nogle stærke rollemodeller, som unge kvinder kan se op til. Nogle kvinder der viser, at man sagtens kan balancere mellem at være familiemor og et offentligt kendt ansigt. 

En udvikling, som Sara Emil Baaring ser flere steder i verden. 

- Vi har jo heldigvis stærke kvindelige ledere hele verden over. Både i Finland og New Zealand ser vi stærke kvinder stå i spidsen, imens de balancerer med deres familieliv, siger Sara Emil Baaring og slår fast.

- Kvinder kan alt, som mænd også kan. Vi kan sagtens snakke om erhvervspolitik og vækst.  

Her kan du se, hvilke fynboer som er valgt ind i Folketinget ved valget 1. november.

Fakta

Mere fakta

Oversigt

    Oversigt