Lægehjælp at hente trods stormøde i Odense

Der er lægehjælp at hente tirsdag - også selvom størstedelen af landets praktiserende læger holder lukket.

Der er lukket og slukket for konsultationer, receptfornyelser og tidsbestillinger i langt størstedelen af landets lægepraksisser her til morgen.

Men fortvivl ej. Lægerne har nemlig sørget for, at der er hjælp at hente, selvom cirka 8000 læger, lægesekretærer og sygeplejersker tirsdag samles til stormøde i Odense.

- Vi har oprettet et beredskab, som er lavet på kommunalt niveau. Det vil sige, det er vores lokale og kommunale PLO, som har sikret det her beredskab, siger formanden for de Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern, og fortsætter:

- Vi har dimensioneret det, så det svarer nogenlunde til til det, lægevagten har til rådighed.

Flere læger har annonceret om beredskabet i deres lokaler aviser op til stormødet. Ellers kan man finde kontaktoplysninger til de åbne læger på sin egen læges telefonsvarer.

Henrik Dibbern anbefaler dog, at man udelukkende bruger beredskabet, hvis man har brug for akut lægehjælp og venter med tidsbestillinger og recepter, til de praktiserende læger er tilbage på arbejde onsdag.

Men vågner man med feber, kriller i halsen eller ondt i ryggen, så skal bare man gøre, ligesom hvis man blev syg uden for lægens åbningstid, siger Henrik Dibbern:

- Så gør man lige, som man ville gøre, hvis man vågnede lørdag morgen og havde brug for lægevagten. Så finder man ud af enten ved at læse det i avisen eller ved at ringe til sin læges telefon, hvor man skal gå hen for at få den hjælp, man har brug for.

Danske Regioner regner ikke med, at vagtlægerne vil være ekstra belastet af lægernes stormøde. Heller ikke sygehusene har iværksat ekstra beredskaber.

Er der mod forventning nogen patienter, der ikke kan få fat på en læge, anbefaler Danske Regioner, at man klager til sin hjemregion.

/ritzau

Oversigt

    Oversigt