Laen efter pokalskuffelse: TTH er fortjent pokalvinder

Rutinerede Torsten Laen spillede sin sidste pokalfinale i karrieren, da GOG tabte finalen i Final 4 til TTH.

Torsten Laen havde drømt om, at GOG kunne vinde den første titel siden konkursen i 2010. Muligheden var der for at blive pokalmester søndag, men GOG måtte se sig slået 26-21 af TTH Holstebro i finalen i Final 4-stævnet i herrernes pokalturnering. 

Efter nederlaget var den rutinerede spiller dog realistisk, da han evaluerede nederlaget.

- Lige i dag ser vi negativt på det.

- Der var mange indikationer på, at nu skulle det være efter konkursen i 2010. GOG skulle rejse sig med guld til Sydfyn, men det formåede vi ikke, og det var primært fordi, vi ikke scorede mål nok.

- Det er simpelt at sige, men det var tydeligt, at vores styrke med individuelle færdigheder i angrebet ikke blev omsat til mål i dag, og derfor vandt TTH fortjent guld, siger Torsten Laen.

Den intense finale blev spillet i et højt tempo med flotte præstationer af begge holds målmænd. Der var knald på gennem hele kampen, hvor TTH i egen hal dog formåede at tage fra mod slutningen og sikre sejren på fem mål.

- Intensiteten gjorde, at kampen kunne vippe hele tiden. Vi var overbevist om, at vi havde en bedre bredde, og at vi ville få et run med nogle mål, men det tillod de ikke, og derfor vandt de fortjent, siger stregspilleren, der til sommer stopper karrieren.

Den 38-årige fynbo har stået i mange finaler i karrierens løb.

Han har på klubplan blandt andet vundet Champions League to gange med Ciudad Real, og han har vundet flere danske og spanske mesterskaber.

Torsten Laen har også vundet den danske pokalfinale fire gange tidligere og kender forskellen på at vinde og tabe en finale.

- Det er altid noget møg at tabe. Selvfølgelig skal man ikke have for mange af de oplevelser, for så bliver det sværere at vinde. Det er altid sværere at vinde første gang.

- Vi må sige, at der også er noget rutine, der spiller ind, og den rutine skal vi have opbygget.

- Når man har stået i en finale og tabt den, så vil man gøre alt for, at det ikke sker igen, og derfor går vi hjem og gør, hvad vi kan for at være klar, når det hele skal afgøres i ligaen, siger Torsten Laen.

Oversigt

    Oversigt