Lærerforeninger i opråb: Vi spiller hasard med de ansattes helbred

De fynske skoler er fortsat pressede efter genåbningen, og nu kalder flere lærerforeninger på nye retningslinjer, der også tilgodeser lærerne.

- Det er præcis, som vi forudså det, og det bliver ikke taget alvorligt.

Sådan lyder det fra Charlotte Holm, der er formand for Odenses lærerforening.

Den 5. januar udtrykte hun en bekymring for lærernes sundhed i forbindelse med skolernes genåbning til TV 2 Fyn. Her efterspurgte Odenses lærerforening et større fokus på lærernes sikkerhed, og det mener Charlotte Holm ikke, at der er kommet.

- I sidste uge var vi ude og tage stikprøver, og her oplever vi på nogle skoler, at op mod halvdelen af lærerne er smittet, siger hun.

Og det bekymrer formanden, der mener man spiller hasard med de ansatte.

- Vi kender ikke senfølgerne. Jeg synes, at lærerne har trukket et stort læs og udvist samfundssind, og lige nu sender man dem ind i en kæmpe smittekilde, uddyber hun.

- Lærernes sundhed kommer i anden række

Det er ikke kun hos Odenses lærerforening, at de er bekymrede for lærernes sundhed. Også i Assens giver den stigende smitte blandt lærerne grund til bekymring.

- Med det forhøjede fravær blandt lærerne er vi nødt til for at få det til at hænge sammen ved at sende lærerne rundt til forskellige opgaver, og derfor bliver de også endnu mere udsat for smitten, forklarer John Rasmussen, der formand for Vestfyns lærerkreds.

Han mener, at lærernes sundhedssikkerhed kommer i anden række, og derfor er flere ansatte på skolerne også bekymrede for deres egen sundhed.

Udsat for et pres

En af de skoler, der har oplevet smitten blandt lærerne, er Strandmølleskolen i Assens, hvor smitten går op og ned blandt medarbejderne.

- Jeg havde det rigtig dårligt med at mase lærerne ud i smitten, siger skoleleder Lotte Damm Kaspersen.

Og selvom skolen ikke er hårdt ramt lige nu, så har de oplevet fravær blandt lærerne på op mod 40 procent, og det er en stor udfordring.

- Vi nåede heldigvis ikke dertil, hvor vi måtte lukke, men jeg havde varslet det, siger hun og fortsætter:

- I den situation må lærerne vikariere for hinanden, og det sætter dem jo også under pres.

Derfor ønsker både skolerne og lærerforeningerne, at også lærerne sundhedssikkerhed bliver prioriteret.

- Der er brug for en løsning her og nu, for der en kæmpe bekymring for, om lærerne bliver syge, siger Charlotte Holm.

Du kan læse mere om grundskolernes gældende retningslinjer og anbefalinger her.

Oversigt

    Oversigt