Lagt i koma efter grov vold

En 23-årig mand er i livsfare, efter han natten til søndag blev udsat for grov vold i Odense. 

Fyns Politi har anholdt den formodede voldsmand, en 31-årig mand fra Odense, der senere søndag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense.

De to mænd, der kender hinanden på forhånd, kom kort før kl. 4 natten til søndag i klammeri på værtshuset James Dean Dance Bar i Mageløs i Odense.

- En kammerat forsøgte uden held at skille dem ad, og en dørmand måtte til sidst smide dem ud fra værtshuset, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Erik Halkjær.

Fortsatte slagsmålet udenfor

Udenfor fortsatte to mænd sammen ned mod Sankt Anne Plads i Odense. Her blev den ene mand igen meget aggressiv.

Han slog den 23-årige flere gange i ansigtet, så hårdt, at den 23-årige faldt om og slog hovedet ned i kantstenen.

Den 23-årige, der også er fra Odense, blev bragt til Odense Universitets Hospital. Lægerne kunne konstatere, at han havde fået en blødning på hjernen. Han kom på operationsbordet, og lægerne fik standset blødningen.

Den 23-årige er nu lagt i koma, og lægerne betegner stadig hans tilstand som kritisk og livstruende.

Oversigt

    Oversigt