Langelandsk protest til Folketinget

Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) er så upopulær blandt en gruppe borgere på Langeland, at de nu sender et protestbrev afsted til Folketinget.

-

Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) er så upopulær blandt en gruppe borgere på Langeland, at de nu sender et protestbrev afsted til Folketinget.

De 53 borgere er vrede over, at ministeren har givet dispensation til at bygge 36 boliger på kysten. Beboerne er fra Rudkøbing Kommune, men bor i Peløkke, en vej med direkte udsigt til vandet. Mellem vejen og vandet er et stort naturområde, og det er det ministeren vil lade bebygge.

\"Vi tror ikke på, at det nytter noget at gå til Rudkøbing Kommune. I stedet forsøger vi at få Folketingets partier i aktion,\" siger Anders Alsø Jørgensen fra initiativgruppen til Ugeavisen Øboen.

Uforståelig udstykning
I brevet til Folketinget står der blandt andet:
\"I betragtning af, at Langeland har en betragtelig indtægt fra turismen, og at det, der er Langelands største aktiv netop er naturen, er det uforståeligt, at man er klar til ødelægge denne med omtalte udstykning, for med en dispensation er det næppe den sidste vi ser af den slags.\"

Byggeri i beskyttelseszone
Reglerne siger ellers tydeligt, at der ikke må bygges i en zone på 300 meter fra kysten, men miljøministeren har mulighed for at give dispensation.

\"Vi kan ikke begribe, at det tilsyneladende er muligt for en minister, enevældigt at dele dispensationer ud. Det er urimeligt på denne måde at forringe den danske natur,\" siger Anders Alsø Jørgensen til Øboen.

Oversigt

    Oversigt