Larmende indbrudsforsøg hos sovende kvinde

Det var ikke et særligt diskret forsøg på indbrud, da en polsk mand forsøgte sig som indbrudstyv i Fangel natten til tirsdag.

Kort efter klokken 4 i nat forsøgte en 26-årig mand sig som indbrudstyv ved Fangel Bygade. I huset lå en 64-årig kvinde og sov. Men hun kunne ikke undgå at høre manden.

Han smadrede nemlig både et køkkenvindue og et vindue i entrédøren i sit forsøg på at komme ind.

- Det er jo ikke særligt diskret, må man sige. Han nåede slet ikke at komme ind før vi var på stedet og fik ham anholdt, fortæller vagtchef Lars Fredensborg.

Manden sidder nu til afhøring og er sigtet for indbrud. Ifølge vagtchefen ville manden stjæle spiritus, men må formentlig nu nøjes med en kop mokka hos Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt