Lasse Norman imponerer igen i Dubai

Lasse Norman imponerede igen i Dubai Tour. Danskeren kom i mål med de forreste trods svære stigninger.

Lasse Norman har kurs mod mere succes i sin debut som professionel landevejsrytter.

OL-guldvinderen på bane fra 2012 ligger stadig på tredjepladsen i cykelløbet Dubai Tour efter tredje og næstsidste etape.

Garmin-rytteren kom i mål med det forreste felt på fredagens 162 kilometer lange kongeetape, som sendte rytterne op over to stigninger tæt ved målet.

Den tyske sprinter Marcel Kittel (Giant-Shimano) vandt for anden dag i træk. Sprinteren, som vandt fire etaper i sidste års Tour de France, vandt denne gang, selv om han kun havde en holdkammerat med i den forreste gruppe, hvor også Lasse Norman befandt sig.

Movistar-rytteren Juan José Lobarto blev nummer to i spurten og slovakken Peter Sagan nummer tre.

Amerikaneren Taylor Phinney (BMC) fører fortsat løbet med holdkammeraten Steven Cummings på andenpladsen og Lasse Norman som nummer tre.

Superstjernerne Tony Martin (Quickstep), Fabian Cancellara (Trek) og Peter Sagan (Cannondale) er nummer fire, fem og seks.

Dubai Tour slutter lørdag med et gadeløb på 123 kilometer på en rundstrækning omkring Burj Khalifa, verdens højeste bygning.

Oversigt

    Oversigt