Lav oliepris sår tvivl om togfond

Flere partier bag togfonden, der blandt andet omfatter en ny bane på Vestfyn og timedrift mellem storbyerne, har nu mistet troen på, at oliepenge alene er finansiering nok.

De faldende oliepriser slår nu sprækker i enigheden blandt partierne bag togfonden, der skal give danskerne hurtigere tog mellem de største byer. Det skriver Børsen onsdag.

Aftalen om togfonden blev indgået sidste år i januar mellem den daværende S-R-SF-regering med støtte fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Aftalen er skruet sammen på den måde, at saltvandsindsprøjtningen til jernbanenettet til 28,5 milliarder kroner skal finansieres gennem øget beskatning af indtægterne fra Nordsøen, men olieprisen er nu omkring det halve af, hvad man forudsagde, da man indgik aftalen.

Og nu siger både Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti til Børsen, at finansieringen bag togfonden ikke hænger sammen, som det ser ud nu.

Uenighed om alternativer

- Med den oliepris, der er lige nu (under 60 dollar, red.), så hænger det ikke sammen. Men pyt med det, så må vi bare finde pengene et andet sted, siger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested til Børsen.

Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, deler synspunktet om, at finansieringen lige nu ikke hænger sammen. Men Dansk Folkeparti vil ifølge Børsen hellere file af togfondens mange projekter frem for at finde pengene andre steder end på olien.

Regeringspartiet Venstre, som ikke er med i togforliget, har bebudet, at fonden skal have et serviceeftersyn, fordi "forudsætningerne for togfonden har ændret sig", som transportminister Hans Christian Schmidt (V) har udtrykt det.

Oversigt

    Oversigt