L'easy køber sig til nethandel

Fynske L'easy køber halvdelen af netfirmaet wupti.com fra energiselskabet NRGi. Danskerne vil fremover købe flere hvidevarer og elektronik på nettet, vurderer L'easy.

Danskerne vil i stigende grad købe en vaskemaskine, et tv eller et køleskab på nettet. Det mener virksomheden L'easy, der nu køber halvdelen af netfirmaet wupti.com for at komme ind på markedet for danskernes lyst til e-handel.

- Kontantsalg på nettet er et voksende marked. L'easy er kendt for leje og afbetaling, og det vil vi ikke ændre på. Derfor har vi været på jagt efter en anden partner til kontant nethandel, og det har vi fundet i wupti.com, siger Jørn Tolstrup Rohde, administrerende direktør i L'easy.

Wupti.com fortsætter under sit eget navn. Selskabet har hidtil været ejet af energiselskabet NRGi, der fortsat har 50 procent af aktierne i selskabet, og ifølge L'easy-direktøren kan energiselskabets medejerskab være en fordel i bestræbelserne på at skabe en energibevidst profil på netsalget.

Oversigt

    Oversigt