Ledige stillinger uden ansøgere: Psykiatrien på charmeoffensiv

Der mangler sygeplejersker på flere af de psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark. Og det er et problem både for ansatte og patienter i psykiatrien lyder det fra flere sider. Nu skal en charmeoffensiv forsøge at lokke flere til.

- På det sidste opslag, vi havde oppe, havde vi faktisk ingen ansøgere. Det er ikke normalt for os. Det begynder at blive et problem.

Sådan siger Birgitte Kibenich, der er oversygeplejerske ved psykiatrisk afdeling i Svendborg.

Og de er ikke alene. Problemerne med at tiltrække sygeplejersker til psykiatrien er store. Regionen har derfor sat gang i et større informations- og rekrutteringstiltag.

Gitte Vase er uddannelseskoordinator ved Region Syddanmark. Hun er taget på charmeoffensiv rundt i regionen for at undervise og informere om mulighederne i psykiatrien.

Henover weekenden har hun gjort 48 sygeplejerskestuderende klogere på psykiatrien.

- Det gør vi, fordi vi mangler sygeplejersker i psykiatrien. Der mangler sygeplejersker generelt på landsplan, og psykiatrien er måske et lidt sværere speciale at vælge som det første, siger Gitte Vase.

Dårlig omtale

Og det er nødvendigt med en øget interesse.

I Region Syddanmark er der lige nu mangel på sygeplejersker i psykiatrien. Blandt andet på psykiatrisk afdeling i Svendborg, hvor de lige nu mangler fem sygeplejersker.

En af årsagerne til de manglende sygeplejersker, er ifølge de sygeplejestuderende en negativ omtale af det at arbejde i psykiatrien

Det mener i hvert fald de studerende selv.

- Jeg tror, vi hver især har gået med vores fordomme om psykiatrien, fordi man jo hører en masse i medierne, og det er nogen meget voldsomme situationer, man hører om, siger Caroline Madsen, der selv er sygeplejestuderende.

Det kan uddannelseskoordinator Gitte Vase nikke genkendende til.

- Det er det her med, om det er farligt. Er det farligt at være på de lukkede afdelinger? Er det farligt at køre ud til folk, der har brug for hjælp ude i hjemmet? Det fylder meget, siger Gitte Vase.

Et sted hvor man også mærker, at det er blevet sværere at rekruttere sygeplejersker, er på psykiatrisk afdeling i Odense. Her har de kun med nød og næppe skaffet de sygeplejersker, de har behov for, og de kæmper samtidig for at fastholde de ansatte.

- Al den tid, vi skal bruge på at lave et godt introduktionsprogram til nye medarbejdere, går jo fra vores patienter, siger Rikke Sveistrup, der er oversygeplejerske ved psykiatrisk afdeling i Odense.

Lovende fremtid

Nu er håbet, at weekendens kursus vil lokke flere studerende ind i psykiatrien. Og faktisk ser det lovende ud, mener uddannelseskoordinator Gitte Vase. Hun har fået flere positive tilkendegivelser fra de sygeplejestuderende.

- Jeg håber, at de her sygeplejestuderende tænker, at det her lyder bare helt fantastisk. Der er flere, der har været henne og sige, at der gerne vil arbejde i psykiatrien. Der er blevet spurgt til, om de kan blive afløsere allerede nu, så de kan få en fornemmelse af det. Så vi håber på at få dem som kollegaer – og det tror jeg faktisk også, at vi får. I hvert fald nogle af dem, siger Gitte Vase.

Spørger man de studerende selv, så er svaret dog ikke helt klart endnu – heller ikke selv om Caroline Madsen nu føler sig tættere på at søge et job i psykiatrien.

- Det er jeg. Men jeg ved det dog ikke helt endnu. Jeg mangler lige de sidste ti procent, siger den sygeplejestuderende Caroline Madsen.

Der mangler sygeplejersker på flere af de psykistriske afdelinger i Region Syddanmark, og det er er et stort problem både for ansatte og patienter i psykiatrien, lyder det fra flere sider. Nu skal en kursus for de sygeplejestuderende forsøge at lokke flere til.

Oversigt

    Oversigt