Lindø-forslag fra Søvndal køligt modtaget

SF-formand Søvndals forslag om at gøre Lindø-værftet til et videncenter for vindmøller bliver køligt modtaget af regeringen.

Når Lindø-værftet lukker i 2012, vil SF-formand Villy Søvndal have det ændret til et videncenter for produktion af vindmøller, men det kan hverken han eller regeringen bestemme, påpeger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).

- Nu gælder det først og fremmest om at hjælpe de medarbejdere fra Lindø-værftet, der har været så uheldige at miste deres job. Her er vi allerede i fuld sving. Alle forslag er velkomne, når vi skal finde den bedst mulige løsning for medarbejderne på både kort og lang sigt, men hverken Villy Søvndal eller regeringen kan disponere over Lindø-grunden, skriver ministeren i en meget kort pressemeddelelse.

Søvndal er klar over, at han ikke kan disponere over grunden, men mener, at samfundet har et særligt ansvar, når 2500 mennesker mister arbejdet på én dag. SF-formanden opfordrer ministeren til et møde om sagen.

Oversigt

    Oversigt