L.O.C. fortsætter på TV2 trods voldsdom

TV2 har besluttet at beholde L.O.C. som dommer i underholdningsprogram. TDC er gået i tænkeboks.

Den danske rapper L.O.C. får lov til at fortsætte som coach i talentprogrammet Voice på TV2, selvom han onsdag fik en betinget dom for vold.

L.O.C. er ved Retten i Odense onsdag dømt skyldig i at have slået en koncertgæst på festivalen Rock under Broen i hovedet den 9. juni i år. L.O.C., hvis borgerlige navn er Liam O'Connor, blev ikendt 40 dages betinget fængsel.

- Vi tager klart afstand fra episoden på festivalen Rock under Broen i sommer og har ikke været orienteret om, at denne sag var undervejs, siger Keld Reinicke, chef for strategisk programudvikling på TV2 til TV2's hjemmeside.

Han forklarer, at der er tre direkte Voice-shows tilbage, og at TV2 har et ansvar over for seerne og ikke mindst over for de deltagere, som har arbejdet hårdt for at nå så langt i konkurrencen.

- Liam O'Connor har i dag fået sin straf, og vi ønsker ikke - ved at udelukke ham fra de sidste shows - at lade det gå over hans deltagere i programmet, for vi vurderer, at det uden Liam O'Connor som coach ikke vil være muligt at afgøre Voice på retfærdig vis, siger Keld Reinicke.

Det er stadig et åbent spørgsmål, om L.O.C fremover skal medvirke i reklamefilm for TDC. TDC, der bruger L.O.C. som hovedperson i en reklamekampagne, og man er gået i tænkeboks med hensyn til det fremtidige samarbejde med rapperen.

- Nu skal vores marketingsdirektør og vores marketingsgruppe have en dialog med L.O.C., og derudover har vi på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til det videre forløb, siger kommunikationsmedarbejder hos TDC Camilla Sebelius.

33-årige Liam O'Connor har seks studiealbum bag sig, og han har blandt andet optrådt på Orange Scene ved Roskilde Festival.

I 2003 blev rapperen idømt 74 timers samfundstjeneste efter et slagsmål i hjembyen Aarhus, hvor han blandt andet overfaldt to betjente.

Oversigt

    Oversigt