Lummer søndag kan afløses af skybrud

Op mod 30 grader er, hvad fynboerne kan vente i dag. Og trænger man til nedkøling efter sådan en omgang varme, er aftenens regn- og tordenbyger - og måske skybrud måske kærkommen.

Søndagen bliver med nogen eller en del sol, men også med mulighed for lokale regn- eller tordenbyger.

Ligesom i går og de seneste dage bliver det igen en varm dag med temperaturer op mellem 25 og 30 grader - ved kysterne mellem 20 og 25 grader.

Vinden bliver svag til let fra forskellige retninger. I løbet af aftenen kommer der regn- og tordenbyer fra sydvest, der stedvis kan være kraftige - og lokalt er der risiko for skybrud.

I løbet af natten kommer der atter tørvejr sydvestfra. Temperaturen falder til mellem 16 og 18 grader. Svag skiftende vind, der tiltager og bliver let til frisk - i nat efterhånden omkring vest og ved kysterne stedvis op til hård vind.