Lyngby-OB er aflyst

På grund af sne og is på banen må Lyngby aflyse torsdagens SAS Liga-kamp hjemme mod OB. Et nyt spilletidspunkt er endnu ikke fundet.

Lyngby Boldklub meddelte onsdag middag, at den planlagte SAS
Liga-kamp torsdag mod OB bliver aflyst. Årsagen er det kolde påskevejr, som har forvandlet Lyngby Stadion til en sne- og skøjtebane.

Den megen sne og frostgraderne har givet banen et isunderlag, som gør, at kampen må aflyses.

To klubber i SAS Ligaen, Lyngby og FC Nordsjælland, har ikke varme i banen. Reglerne for SAS Liga-klubberne er, at de skal have varme under græstæppet, og hvis det ikke er tilfældet, skal klubben have et alternativt spillested parat, hvilket er tilfældet for FC Nordsjælland.

Lyngby har som oprykker et års dispensation fra reglen om varme i banen, og klubben behøver som oprykker heller ikke at have et alternativt spillested parat.

Oversigt

    Oversigt