I det fynske folks tjeneste

Lyntest til lærere og pædagoger skal give tryg genåbning

To ugentlige lyntest til personalet på landets skoler skal sikre tryg genåbning af skoler for de mindste.

Planen er, at hurtigtestene skal foretages på skolerne. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Når skolerne i næste uge genåbner for børnene i 0.-4. klasse, vil skolernes personale blive tilbudt to ugentlige lyntest.

Det gælder lærere, pædagogiske personale, skoleledere og andre faggrupper i skolen, skriver Kommunernes Landsforening (KL) på sin hjemmeside.

- Vores medarbejdere skal kunne gå trygt på arbejde. Og forældre og elever skal være sikre på, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at møde op.

Læs også Følg corona-situationen: Vollsmose-moské lukker i en uge efter smittestigning

- Derfor er det vigtigt, at vi får en god model for test af personalet på skolerne, siger formand for kommunerne Jacob Bundsgaard (S).

Det er planen, at hurtigtestene skal foretages på skolerne. Det vil være frivilligt for personalet, om de ønsker at benytte testen.

Som udgangspunkt vil det ske i arbejdstiden, skriver KL.

Personalet opfordres også "kraftigt" til at få gennemført en pcr-test op til genåbningen.

Det er en testform, der anses for at være mere præcis end lyntesten. Men til gengæld kan der gå et til to døgn, før der foreligger et svar.

Det er kommunerne selv, der kommer til at foretage test på skolerne, og derfor er man nu i gang med at oplære personale til at kunne pode og aflæse svar.

Det kommer ikke til at betyde, at der forsvinder testkapacitet fra andre kommunale institutioner som eksempelvis plejehjem, oplyser KL.

Kommunerne oplyste i sidste uge, at plejehjemmene har førsteprioritet, når det gælder lyntest.

Medarbejderne på landets plejehjem testes op mod fem gange ugentligt med lyntest.

Dertil kommer to ugentlige pcr-test.

Læs også Onsdagens coronatal: Stort dyk i antal nye smittede i to kommuner

Beslutningen om at genåbne skolerne blev meddelt af regeringen mandag på et pressemøde.

- Det her er en meget lille, meget kontrolleret, nålestiksoperation, vi foretager her i Danmark.

- Det er en forsigtig genåbning, og det er der mange grunde til.

- Primært er det jo, at vi står med mutationen B117, den der først blev fundet i England, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Alle andre skoleelever end eleverne i 0. til 4. klasse vil fortsat være omfattet af de hidtidige restriktioner, der løber til og med 28. februar.