I det fynske folks tjeneste

Lys morgen, men grå, våd og blæsende søndag

Lørdag bød på solskin og stille vejr, men søndag fylder byger og blæsevejr.

En lys morgen bliver hurtigt afløst af regnbyer. Foto: Sune Jørgensen

Uret og havemøblerne er blevet stillet tilbage, så morgenstunden ser søndag lysere ud. 

Det er dog en stakket frist, for efter en flot lørdag venter der nu regn og gråvejr det meste af søndagen.

Er man heldig, kan man få solen at se fra morgenstunden, hvor dagen begynder med lette skyer på himlen, temperaturer på omkring 13 grader og blæsevejr sydfra.

Der går dog ikke længe, før regnen kommer ind fra vest.

Læs også Følg corona-situationen: Ærø er under bekymringsgrænsen

En front med regn og byer trækker ind over hele landet og betyder, at man sandsynligvis skal hen omkring slutningen af eftermiddagen, før det for alvor bliver tørvejr igen.

Til den tid er solen så godt som gået ned, for efter skiftet til vintertid, går den nu ned klokken 16.54 i dag. 

Både mandag og tirsdag kan man forvente mindre blæst og mindre regn, men det vil dog stadig være dage, der bærer præg af, at vi for alvor har ramt efteråret.