I det fynske folks tjeneste

Mårhund har bidt sig fast: Jægere skyder 140 procent flere dyr

Jægere melder om en stigning på 140 procent i antallet af nedlagte mårhunde. Mårhunden har først og fremmest slået sig ned i Jylland, men der er også set eksemplarer på Fyn.

Mårhunden har først og fremmest slået sig ned i Jylland, men der er også set eksemplarer på Fyn. Foto: Steen Agger/Biofoto/Ritzau Scanpix

Den har sorte aftegninger om øjnene og en lille, hvid snude.

Men tag ikke fejl.

Mårhunden er en invasiv art, der er uønsket herhjemme.

Den er stort set altædende og udgør en trussel for fugle og små pattedyr.

Og bestanden af mårhund er eksploderet.

Læs også Mårhunden der blev væk: Judas-mårhunde lever single-livet på Fyn

I perioden fra 1995 til 2003 blev der registreret 25 mårhunde.

Det er siden blevet mangedoblet.

Nye tal viser, at der i den seneste jagtsæson blev nedlagt 7863 mårhunde.

Det er en stigning på knap 140 procent i forhold til året før, da 3366 dyr blev indberettet af jægere.

- Det er desværre ikke så overraskende. Vi havde jo frygtet, at bestanden ville stige i Jylland. Og det gør den.

- Men jeg glæder mig over den indsats, der gøres fra jægernes side for at imødegå, at bestanden stiger yderligere, siger Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund.

Jægerne samarbejder med myndighederne om at bekæmpe mårhunden.

En stribe tiltag er iværksat i bestræbelserne på at begrænse dyrets udbredelse.

Der indfanges og udsættes dyr med gps-sendere, såkaldte Judas-mårhunde, som skal lede jægere på sporet af dyrets artsfæller.

Senest har jægerne fået lov til at bruge natsigte i kampen mod den løbske mårhundebestand.

- Mårhunden bliver skudt, fanget i fælder og jaget på anden vis året rundt, alle dage i ugen og hele døgnet, siger Claus Lind Christensen.

Der er ifølge jægernes formand stadig metoder, der kan forfines, og nye værktøjer, som kan tages i brug i kampen mod det invasive dyr.

- Vi skal blive endnu dygtigere til at arbejde med specialtrænede hunde, og vi skal se på fælder og den type foder, der bruges på foderpladser, siger Claus Lind Christensen.

Mårhund blev oprindeligt udsat i det daværende Sovjetunionen, og herfra har arten spredt sig til en række lande, blandt andet Tyskland.

De danske mårhunde menes at være efterkommere af tamme dyr, der er undsluppet fra fangenskab samt dyr, der er indvandret fra Tyskland.

Mårhunden har først og fremmest slået sig ned i Jylland, men der er også set eksemplarer på Fyn.

Mårhunden føder i gennemsnit 11 hvalpe, og 73 procent af hundyrene føder unger hvert år.