Mads og Rikke skal slukke svenske skovbrande: - Hvis der skete noget i Danmark, ville de også hjælpe os

Tirsdag får kampen mod de svenske skovbrande fynsk forstærkning.

Skovbrandene i Sverige bliver kaldt de værste i nyere svensk historie.

Brandenes omfang har fået de svenske myndigheder til at tilkalde hjælp. Siden 19. juli har danske brandfolk gjort kollegaer fra for eksempel Polen og Frankrig selskab. Og fra tirsdag sætter de første fynske forstærkninger deres fødder på svensk grund.

- Det er helt klart den største indsats, jeg har været med til, fortæller Mads Bondo Nielsen. 

- Det er en meget atypisk opgave og ikke det, vi laver i Danmark til daglig overhovedet, fortæller Mads Bondo Nielsen.

Han arbejder fuldtid som brandmand og er én af de to fynboer, der sendes til Sverige. De seneste par dage er gået med at pakke tasken og få orden på de dokumenter og kontrakter, der skal underskrives før afgang.

Se video: Brandfolk kæmper for at få skovbrande i Sverige under kontrol

Det er scener som disse, der snart møder de fynske brandfolk Mads Bondo Nielsen og Rikke Hundtofte Hansen.
Fotograf: TV 2

- Jeg sank en ekstra gang

Den anden fynbo er den frivillige brandmand Rikke Hundtofte Hansen. Hun fik nyheden om, at hun skulle til Sverige over telefonen denne uge.

- Jeg skulle lige synke en ekstra gang. Jeg var ved at opgive, fordi der gik mere og mere tid, hvor jeg ikke fik noget at vide om, hvem der skulle afsted. Men så ringede telefonen, husker hun.

- Jeg gik straks i gang med at tænke på, hvad jeg skulle pakke og hvad der skulle ske dernede.

Mads Bondo Nielsen fortæller, at han gerne hjælper til i Sverige, ligesom andre lande forhåbentlig er klar til at hjælpe i Danmark, hvis uheldet en dag er ude.

- Hvis der sker noget rigtig stort i Danmark, så håber og tror vi da også på, at der kommer udenlandsk bistand til os. Så det er den der ansvarsfølelse for fællesskabet, der fik mig til at melde mig til opgaven.

Se video: Her pakker fynske brandfolk tasken til Sverige

'Husk hovedpuden'. De to fynske brandfolk pakker tasken, der skal med til Sverige.
Fotograf: Pernille Gram

Kender endnu ikke deres opgaver

Det er de svenske myndigheder, der har det overordnede ansvar for at bekæmpe skovbrandene i Sverige. Derfor er det også dem, der udstikker opgaver til de udenlandske brandfolk, der hjælper til.

Ifølge Beredskab Fyn er det umuligt at vide, hvad Rikke Hundtofte Hansen og Mads Bondo Nielsen får som arbejdsopgaver, når de ankommer til Sverige. Situationen ændrer sig nemlig hele tiden.

- Jeg kunne forestille mig, at der er dårlig infrastruktur. Der er meget kuperet terræn, som vi ikke er vant til i Danmark, så det bliver noget med at slæbe slanger ind gennem skoven, fordi brandkørertøjerne ikke kan komme derind, siger Mads Bondo Nielsen.

Efter planen vender han og Rikke Hundtofte Hansen hjem fra opgaven søndag. Den danske indsats er efter aftale med svenske myndigheder indtil videre fastlagt til den 5. august.

Se indslag: To fynske brandfolk skal slukke skovbrande i Sverige

Tirsdag rejser de to fynske brandfolk Rikke Hundtofte Hansen og Mads Bondo Nielsen til Sverige for at afløse danske kollegaer i kampen mod skovbrande. Selvom der er et par dage til afgang, er taskerne pakket og klar til afgang.
Fotograf: Pernille Gram

Oversigt

    Oversigt