Lidt før klokken 02.00 så en bilist en varevogn køre ret hurtigt ind på byggepladsen på Strandgårds Allé i Kerteminde.
Snarrådigt blokerede han indkørslen til byggepladsen med sin egen bil og fra et sikkert sted alarmerede han politiet.
Tyvene, der ikke kunne komme ud i bil, tog flugten til fods og var væk, da politiet kom.
Men en patrulje mødte en taxa og tog chancen.
Ganske rigtigt var der i taxaen to mænd med mudder på tøjet og andre tegn på, at de havde haft nogle strabadser, hvorfor de blev anholdt.
Der er tale om en 26-årig mand fra Ferritslev og en 31-årig mand fra Fraugde.
Varebilen inde på byggepladsen viste sig iøvrigt at være stjålet.