To mænd sigtet for tyverier

To mænd på 43 år fra Odense og Tommerup blev søndag aften anholdt på mistanke om omfattende tyveri fra en byggeplads i Odense.

Politiet modtog anmeldelse klokken 20.40 søndag aften fra personale på byggepladsen på Grevenlundvej i Odense SØ.

De havde bemærket, at el-tavler, lysmaster og halogenlamper var afmonteret og lagt bag en bygning.

En hundepatrulje kørte til stedet og ventede en times tid, indtil de to 43-årige dukkede op.

De blev anholdt, da de styrede direkte mod tingene bag bygningen.

Mandag formiddag ransagede politiet de to mænds adresser i Tommerup og Odense.

I Tommerup fandt politiet nogle stjålne nummerplader og i Odense to stjålne cykler.

Mændene blev løsladt efter afhøring. De nægter at have haft til hensigt at stjæle på byggepladsen.

Oversigt

    Oversigt