Mai Mercado afløser Lene Espersen

Mai Mercado afløser Lene Espersen som politisk ordfører i De Konservatives folketingsgruppe.

Lene Espersen stopper efter 20 år i Folketinget for at blive direktør i Danske Arkitektvirksomheder.

Onsdag melder Det Konservative Folkeparti ud, at Mai Mercado, som er valgt på Fyn, afløser hende som politisk ordfører.

- Det er med glæde og ydmyghed, at jeg har sagt ja til posten som politisk ordfører. Jeg er utrolig stolt over tilliden fra Søren og partiet, og jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at komme i gang i den nye rolle og i endnu højere grad at sætte konservativ politik på dagsordenen, siger Mai Mercado ifølge en pressemeddelelse.

- Jeg vil især fokusere på, at danskerne skal have lov til at beholde flere af deres egne penge, at de skal føle sig trygge i deres hjem og på gaden, og at børn ikke tvinges i lektiecaféer i folkeskolen, fortsætter hun.

Oversigt

    Oversigt