Mand anholdt efter voldsom brand i Bøjden

Beboerne i en etageejendom måtte natten til onsdag evakueres, da der udbrød en voldsom brand i en lejlighed i ejendommen i Bøjden. Ingen mennesker kom tilskade, men lejligheden udbrændte totalt. En 38-årig mand fra Faaborg er anholdt og vil blive sigtet for ildpåsættelse.

-

Branden brød ud klokken halv et natten til onsdag på Bystævnevej 15 i Bøjden ved Faaborg. Da brandvæsnet kom frem til ejendommen var der kraftig ild i lejligheden og tagpladerne på ejendommen var begyndt at eksplodere på grund af varmen. Samtlige beboere i ejendommen blev evakueret.

Efter halvanden times slukningsarbejde fik brandvæsnet ilden under kontrol. Ingen mennesker kom til skade, men rækkehuset er svært beskadiget, og en enkelt lejlighed er totalt udbrændt.

Anholdt har tilstået
Onsdag morgen anholdte kriminalpolitiet i Assens en 38-årig mand fra Faaborg, som de sigter for ildpåsættelse. I følge politiet har manden tilstået, at have sat ild til lejligheden, men politiet har endnu ingen motiv til ildpåsættelsen.

Manden vil blive fremstillet i retten i Faaborg kl. 14 med krav om varetægtsfængsling.

Oversigt

    Oversigt