Mand anholdt for at skære øre af sit offer

En 22-årig mand har meld sig til politiet i forbindelse med en grov voldssag på Fyn.

En 22-årig mand følte åbenbart jorden brænde så meget under sig, at han fredag eftermiddag meldte sig selv til politiet i forbindelse med en grov voldssag på Fyn.

Det brutale overfald fandt sted i Odense natten til torsdag i sidste uge, og siden har politiet ledt efter fire mænd i alderen 21-31 år.

Ved overfaldet fik en 31-årig mand blandt andet et øre skåret halvt af, mens det andet øre blev skåret halvt igennem.

Overfaldet startede, da offeret blev tvunget ind i en bil og kørt tværs gennem Odense.

- Under køreturen bliver manden skåret i hovedet med en knust flaske og en hobbykniv, sagde Jack Liedecke, vicepolitikommissær hos Fyns Politi, tidligere fredag til Ritzau.

Det resulterer i skader i ansigtet og det ene øre bliver skåret halvt af, mens det andet bliver skåret halvt igennem.

Gerningsmændene kører den 31-årige til Seden Strand i det nordøstlige Odense, hvor han bliver smidt ud af bilen. Men volden stopper ikke her.

- Da han bliver smidt ud af bilen, bliver han udsat for yderligere vold, hvor han bliver slået og sparket, siger Jack Liedecke.

Og politiet leder fortsat efter gerningsmændene i sagen.

Ifølge Jack Liedecke er overfaldet ikke banderelateret. Politiet har en idé om motivet, men det holder de for sig selv, indtil de har fået fat i de mistænkte.

Lørdag formiddag fremstilles den 22-årige i grundlovsforhør, hvor politiet vil kræve dørene lukket.

Oversigt

    Oversigt