Mand dræbt i Odense

En 35-årig mand er her til morgen fundet dræbt i Odense V, oplyser Fyns Politi.

Tidligt tirsdag morgen ringede en mand til 112 og tilstod, at han i sin egen lejlighed i Odense havde dræbt en af sine kammerater.

- Fyns Politi modtog 05.58 en melding fra en mand, der kort meddelte, at han havde dræbt sin kammerat, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

- Da vi ankom til lejligheden kunne vi konstatere, at der lå en mand, der formentlig er dræbt med kniv, siger han videre. Den 39-årige mand, der ringede, er nu anholdt og sigtet for drabet. Han fremstilles formentligt i grundlovsforhør i løbet af tirsdagen, siger Justesen.

Drabet skete i en lejlighed på Gothersvej. Politifolkene har fundet det formodede gerningsvåben på stedet. Den dræbte er ikke endelig identificeret, men der er formentligt tale om en 35-årig mand, skønner politiet.

- Der er endnu ikke klarlagt noget motiv til drabet, siger vicepolitiinspektøren.

TV 2/FYN følger sagen.

Oversigt

    Oversigt