Mand ramt af skud for anden gang

En 33-årig mand blev såret af skud fra et luftgevær i Odense fredag aften. Det er anden gang på kort tid, at den samme mand er blevet ramt af skud.

Skuddene faldt i det grønne område mellem Odense Å og Sankt Jørgens Gade i Odense. Den 33-årige mand kom cyklende på stien kl. 22.30, da han blev ramt.
 
- Jeg blev ramt fire gange. De første skud i ryggen mærkede jeg ikke rigtigt, men da jeg standsede og stod af cyklen, blev jeg ramt på låret og i knæhasen, fortæller den 33-årige mand.

Han slog så alarm til politiet. De sørgede for, at han blev kørt til skadestuen på Odense Universitetshospital for at blive behandlet.

- Skuddet i knæhasen havde boret sig cirka en centimeter ind, og det måtte opereres ud, fortæller vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

Skudt og overfaldet før

Det er ikke først gang, at den 33-årige er blevet ramt af skud. Torsdag 1. maj sent om aftenen blev han også ramt af skud. Dengang var han ved at låse døren op til sit hjem, da han blev ramt.

Og den 14. maj blev han overfaldet af fire mænd i bil på Ejbygade i Odense.

- Vi kan endnu ikke sige, om der er noget sammenhæng mellem episoderne, men det er selvfølgelig inde i vores overvejelser i forbindelse med efterforskningen, siger vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

Ønsker at være anonym

Politifolk har nu gennemsøgt området mellem Odense Å og Skt. Jørgensens Gade uden at finde konkrete spor.

Politiet er derfor meget interesserede i at tale med personer, der har set noget i området fredag aften omkring kl. 22.30.

TV2/FYN har i dag talt med den 33-årige mand. Han har ikke selv nogen forklaring på episoderne, men af hensyn til sin familie ønsker han at være anonym.

Oplysninger kan gives til Fyns Politi på telefon 114.

Kort over grønt område mellem Odense Å og Skt. Jørgens Gade

Vis Mand ramt af skud på et større kort

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt