Mårhunden der blev væk: Judas-mårhunde lever single-livet på Fyn

I november blev seks judas-mårhunde sat ud på Fyn efter fundet af to vilde mårhunde. Indtil videre er der intet, der tyder på, at mårhunden har slået sig fast ned på Fyn.

Seks judas-mårhunde blev i slutningen af november sat ud på Fyn. Det gjorde de efter fundet af to vilde mårhunde på henholdsvis Tåsinge og Fyn i starten af måneden.

De seks judas-mårhunde er GPS-mærkede og blev sat ud under stor mediebevågenhed med deltagelse af blandt andre miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Judas-mårhundene skal lokke en vild mage til, som efterfølgende kan fanges og aflives, så Fyn kan blive fri for mårhunde.

quote Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken på, at der ikke er nogen. Der kan godt gemme sig en mårhund et eller andet sted, det kan vi ikke udelukke

Hans Erik Svart, biolog, Miljøstyrelsen

Men det har de ikke gjort, og derfor tror Miljøstyrelsen ikke, at mårhunden har slået sig permanent ned på Fyn.

- Indtil videre har der ikke været nogen andre mårhunde, hvilket er positivt, siger Hans Erik Svart, der er biolog i Miljøstyrelsen.

Grunden til at judas-mårhundene overhovedet blev sluppet løs, er, at der i starten af november blev set en mårhund på Tåsinge. Mårhunden blev skudt og efterfølgende sendt til undersøgelse på Veterinærinstituttet.

Senere på ugen blev en anden mårhund set ved Kerteminde. Mårhunden ved Kerteminde slap væk, og den er ikke fundet endnu.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Se hvor de seks judas-mårhunde har bevæget sig rundt på Fyn.
Se hvor de seks judas-mårhunde har bevæget sig rundt på Fyn.
Foto: Miljøstyrelsen

Indtil de to mårhunde blev spottet, havde Fyn været fri for den invasive mårhund, der er et altædende rovdyr, som spiser alt fra ådsler til krebs, fisk, insekter, fugle og både små og store pattedyr som ræve og grævlinge. Dermed er mårhunden en trussel for hjemmehørende arter.

- Det er et rovdyr, der meget gerne færdes ude i de våde områder, og derude kan den tage ænder, gæs, padder - og den kan forøvrigt også tage små rådyr. Så den er et rovdyr, vi gerne vil være foruden, siger Hans Erik Svart. 

Fyn og øerne afsøgt

Fem af judas-mårhundene blev sat ud forskellige steder på Fyn, og den sidste blev i første omgang sluppet løs på Ærø. Siden da har de vandret rundt over det meste af Fyn uden at finde andre mårhunde.

Alligevel vil Hans Erik Svart ikke udelukke, at der findes mårhunde på Fyn.

Fakta om mårhunden

- Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken på, at der ikke er nogen. Men der er nok ikke en stor og tæt bestand i hvert fald. Der kan godt gemme sig en mårhund et eller andet sted, det kan vi ikke udelukke, vurderer biologen.

Hans Erik Svart opfordrer til at holde øjnene åbne, hvis man alligevel skulle finde en mår et sted i det fynske.

- Fynboerne skal holde øje med, om der kan være nogen - og selvfølgelig meget gerne fortælle os det, hvis man ser en mårhund. Så skal vi prøve på at gøre noget ved det, siger Hans Erik Svart.

Se miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) slippe en judas-mårhund løs på Vestfyn.
Fotograf: Louise Koustrup

Oversigt

    Oversigt