I det fynske folks tjeneste

Marianne har hus i Frankrig: - Jeg bliver nødt til at tage derned

I 20 år har Marianne Reimann fra Odense haft et hus i Frankrig. Hun havde håbet på en grænseåbning, men i stedet har Marianne et problem.

I Languedoc-området i Sydfrankrig oppe i bjerglandskabet ligger Marianne Reimanns hus, som hun gerne vil ned til i sommeren 2020. Foto: Privatfoto

I Languedoc-området i Sydfrankrig oppe i bjerglandskabet har 55-årige Marianne Reimann fra Odense et hus, som hun normalt besøger om sommeren.

Her går tiden med at holde fri og slappe af i den franske varme og ikke mindst med at renovere det gamle hus, der trænger til en kærlig hånd løbende. 

- Jeg er nødt til at tage derned i år, fordi jeg ikke har været der i to år, da jeg har været syg, siger Marianne Reimann, der har haft huset i 20 år. 

Spørgsmål fra en fynbo

Jeg har et hus i Frankrig. På grund af sygdom har jeg ikke været der cirka to år. Men det skal passes. Hvordan gør jeg det?

 

Marianne Reimann

Vil gerne se til huset 

Huset har stået ubeboet siden sommeren 2018, hvor Marianne Reimann kørte sydpå med hunden sidst for at bruge tiden i det franske. Det har ikke været muligt for hende i 2019 at tage ned og være i huset, og derfor skulle sommeren 2020 have været året, hvor huset igen blev besøgt og ikke mindst renoveret. 

- Det er et gammelt hus, og det kræver, at jeg besøger det, så det ikke bare står og forfalder, siger hun. 

Hvis jeg må vente et år, er der jo ikke noget at gøre ved det, men det er ærgerligt. 

Marianne Reimann, Odense.

Normalt tager Marianne Reimann til Frankrig og laver noget selv på huset. Resten får hun hjælp af håndværkere til, og sådan skulle det også være i år. Men hun tør ikke at sende håndværkere forbi huset uden selv at være i landet.

- Jeg har det bedst med, at jeg også selv er der også. 

Grænserestriktioner lempes

Onsdag blev Folketingets partier ellers enige om en aftale om en udvidelse af genåbningens fase 2. 

Den betyder blandt andet, at regeringen har besluttet at udvide listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse i Danmark fra 25. maj.

Læs også Betina er i tvivl: Skal jeg afbestille min rejse?

Eksempelvis må udlændinge, som ejer et sommerhus i Danmark, fra 25. maj tage til i Danmark. Desuden må kærester og bedsteforældre også få lov at rejse ind over grænsen til Danmark. Derudover får forretningsfolk lov til at rejse ind og ud af Danmark.

Det er træls

Derfor bliver det altså ikke nu, at Marianne Reimann kan køre til Frankrig igen og se til huset. Hvis der bliver åbnet, skal det senest være i september, hun skal afsted, hvis det skal give mening at lave noget på huset.

Læs også Fynsk rejseselskab er presset: Sender ansatte hjem i næste uge

- Jeg har et problem, hvis ikke de åbner landene op igen i løbet af sommeren. 

Men hvor stort er dit problem egentligt i forhold til så meget andet? 

- Jamen huset ender måske med at stå og forfalde i tre år, og det er ikke godt. Men jeg må ligesom alle andre tage konsekvenserne af, at jeg har et hus dernede. Men det er da træls, at det er sådan her, siger Marianne Reimann. 

- Hvis jeg må vente et år, er der jo ikke noget at gøre ved det, men det er ærgerligt. 

 

Denne uge sætter TV 2/Fyn fokus på den meget anderledes sommer, som vi alle sammen går i møde. Udlandsrejser er aflyst. De udenlandske turister bliver væk. 

Er der noget, du undrer dig over, eller spekulerer på, vil vi meget gerne høre fra dig. Send dit spørgsmål til redaktionen via formularen, som du også finder på denne side.