Masser af flæsk og sovs: Futte Fynbo udgiver ny sang med Umut Sakarya

Rapperen Rasmus Rudbæk har udgivet endnu en single under kunstnernavnet Futte Fynbo. Denne gang har han slået sig sammen med Vild Med Dans-aktuelle Umut Sakarya.

Futte Fynbo er klar med en ny single, og denne gang er han ikke alene bag mikrofonen.

Den kendte kok og restaurantejer Umut Sakarya, der lige nu er en af deltagerne i det populære tv-program Vild Med Dans, er nemlig med på sangen.

Hvis navnet Futte Fynbo ikke ringer en klokke, så er det et alias for Odense-rapperen Rasmus Rudbæk, der også er med til at arrangere flere store kulturevents og arrangementer i Odense.

Tilbage i juni måned udgav han sin første single med titlen "Flad ud, fynbo", der siden blev fulgt op med sangen "Fyn er fin".

På det nye nummer er det endnu mere "skomagerbas og umti umti", siger Futte Fynbo selv.

- Vi har skruet op for det, vi ved, at folk godt kan lide. Den nye sang er mest en blanding af Safri Duo og Nickelback, siger han.

Den nye sang har fået titlen "Max ud". Ifølge Umut Sakarya, der også har fået tilnavne som "Flæskekongen" og "Tyrkersvin", dækker vendingen over at give den gas.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kendt kok med på nummeret

Mens Umut Sakarya mest står for at råbe "Max ud" på sangen, er det Futte Fynbo, der leverer vers.

- Man er nødt til at have nogle råbe-huller, når man står på scenen, forklarer Futte Fynbo.

- Det giver mig tid til at maxe ud. Desuden havde Umut ondt i halsen, da vi optog sangen, så derfor endte vi med, at jeg stod for det rappen, tilføjer han.

Som det første af Futte Fynbos singler, bliver "Max ud" udgivet i samarbejde med et professionelt label, der står for distribution. Men spørger man kunstneren bag, er det ikke det sidste, man har hørt til ham.

- Jeg mangler stadig selv at komme med i Vild Med Dans, så jeg kan få kindkysset lidt med ham der Thomas Evers Poulsen, udtaler Rasmus Rudbæk, der gemmer sig bag betegnelsen Futte Fynbo.

Her kan du se Futte Fynbo analysere teksten i sin nye single "Max ud".
Fotograf: Malte Jørstad

Du kan se hele musikvideoen til "Max ud" her:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt