Masser af sol på vej til Fyn

Selv om det flere steder på Fyn kan være lidt skyet fra morgenstunden, vil sol og varme komme senere på dagen. 

Lørdag morgen er fynboerne stået op til en solrig dag, men der kan fortsat  være en del skyer på himlen i formiddagstimerne. 

- Fra morgenstunden temperaturer omkring to-tre graders varme, og så har vi nordvestenvind, som blæser ned over Fyn. Der kan godt være lidt solstrejf rundt omkring, siger Anders Brandt fra TV 2 Vejret.

Det er et stort højtryk tæt på Danmark, som i disse dage giver stabilt vejr.

Mere sol lørdag eftermiddag

I løbet af lørdag formiddag når vi op på fem-seks grader, men senere på dagen vil det blive endnu mere forårsagtigt. 

- Ud på eftermiddagen forventer vi, at solen for alvor bryder igennem, og så kan temperaturen snige sig op omkring syv-otte graders varme, fortæller Anders Brandt. 

Det solrige forårsvejr fortsætter i næste uge, når kalenderen i øvrigt også skifter fra vinter til forår. 

- De kommende dage er der ikke større ændringer i vejret, måske lidt flere skyer i løbet af søndagen, siger Anders Brandt. 

I den kommende uge vil temperaturen dog dykke en anelse, og der vil være risiko for nattefrost.

Oversigt

    Oversigt