Med englevinger og stjernestøv: Se de fynske juletræer blive tændt

Helt uden det sædvanlige opbud blev juletræerne i år tændt på torve på tværs af Fyn. I stedet foregik begivenheden digitalt, så fynboerne kunne følge det hele på sikker afstand.

På lige fod med god mad og gaver er hemmelighedskræmmeri og aftaler i det skjulte en fast del af julen.

Men i år blev de hemmelige planer udvidet til også at omhandle den traditionelle juletræstænding på Fyn, som plejer at samle tusindvis af mennesker på byernes torve. Grundet covid-19 var det i år nemlig ikke helt så offentligt, at de fine, store træer skulle tændes.

Se eller gense juletræstændingerne fra fredag den 13. november og vurdér, hvilken en, du bedst kan lide.

Odense

I Odense var det hele tre personer, der sammen stod for at få juletræet til at funkle på det rette tidspunkt.

- Det er timet og tilrettelagt, som en vis Egon Olsen ville have sagt, sagde borgmester Peter Rahbæk Juel (S). 

Men én havde en særlig rolle. 

- Vi plejer at have julemanden flyvende ind i kane, men han må også følge restriktionerne i forhold til corona, så vi har fået en lille hjælper ind, der lige får trykket på en knap. Han har taget en flot juletrøje på i dagens anledning og er nærmest ved at revne af stolthed over at få lov til at trykke på knappen, fortalte borgmester Peter Rahbæk Juel (S). 

Det var nemlig hans søn, der fik lov til at varetage det ærefulde hverv som julemandens afløser. 

- Han er ikke til at skyde igennem, sagde den storsmilende Rahbæk Juel. 

Se juletræstændingen i Odense.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Otterup

-Selv en gammel julemand har svært ved at vente så længe, udbrød Julemanden, da det endelig blev Otterups tur til at tænde byens juletræ.

I den nordfynske by havde de måtttet vente længst på at tænde deres juletræ som de allersidste. Julemanden havde fået assistance af en håndfuld spejdernisser, der hjalp med at tælle ned, og da lyset funklede og blinkede, brød Kirsten Siggaard ud i sang.

-Nu Tændes 1000 Julelys, sang hun og dannede dermed en smuk afslutning på Fyns første fælles digitale juletræstænding. Glædelig jul!

Se juletræstændingen i Otterup.

Bogense

I Bogense er det "Mannekin Pis", der skal tændes for, selvom det ikke rigtig er et juletræ. Mannekinnen er en kopi af den originale statue i Bruxelles.

Her stod julemanden klar til at sørge for, at der kom lys på og over mannekinnen. Grundet covid-19 opfordrede julemanden alle dem, der så med hjemmefra til også at tænde lys.

- I skal tænde lys over det hele. Alle lyskæderne skal frem. Bogense skal kunne ses fra månen. Ja hele Fyn skal kunne ses.

Se juletræstændingen i Bogense.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Nyborg

Et kæmpe juletræ stod fint badet i lys i Nyborg, udsmykket med fin julepynt. I ni år har byens museum udgivet en årlig julekugle, men 2020-kuglen er endnu ikke at finde - den udkommer nemlig først 27. november. 

Dog bliver sløret løftet en smule for, at den kan have noget at gøre med årets familiejulekalender på TV 2, Juleønsket, som er optaget i Nyborg. 

På træet ligger en gave klar til byens borgmester, Kenneth Muhs (V). I pakkken ligger en fjernbetjening, der tænder julelyset.

Se juletræstændingen i Nyborg.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Middelfart

I Middelfart stod borgmester Johannes Lundsfryd (S) og julemanden side om side og læste et juleeventyr op. 

Middelfart er en klimaby, og det er bærer deres juletræstænding præg af.

- Man kan se godt efter på træerne. Der er nemlig stadig rødder på, så de kan genplantes ude i naturen og bruges igen næste år, siger borgmesten. 

Se juletræstændingen i Middelfart.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Kerteminde

I Kerteminde plejer der at være fyldt med børnefamilier, men det er ikke tilfældet i år, hvor kun otte mennesker står på torvet. 

- Normalt plejer børnene at hjælpe med at tælle ned fra ti, men i år nøjes vi så med at tælle ned fra tre, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (V).

Se juletræstændingen i Kerteminde.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Marstal

Det lokale kor stod klar foran det mørke juletræ i Marstal, ligesom øens præst Rikke Drud Sørensen var klar til tænding. Som i de andre byer er der nemlig ikke lige så mange på torvet, som der normalvis ville være, da coronasituationen ikke tillader det. 

- Jeg tror julen, ligesom alt andet vi har oplevet i løbet af de sidste ni måneder, bliver helt anderledes. Det bliver sværere og dermed også vigtigere for os at vælge vores sociale cirkler med omtanke, forklarer hun.

Men juletræets lys blev tændt og skabte en lille følelse af julehygge og kærlighed på Ærø alligevel.

Se juletræstændingen i Marstal.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Rudkøbing

Rudkøbing blev for en stund omdøbt til Julekøbing, da lysene skulle tændes på det store juletræ. Men også et noget mindre juletræ stod klar på torvet. Et træ, der er koblet til et lille hjul.

- H.C. Ørstad blev født i Rudkøbing, og han opfandt jo elektromagnetismen. Så når jeg drejer på hjulet, laver en dynamo strøm til det lille juletræ og så tænder det store samtidig, fortæller Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF).

Se juletræstændingen i Rudkøbing.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Assens 

I Assens fik julemanden hjælp til at tænde træet af en stor flok børn, der sammen talte ned. Men udover julemand og børn var også Louise Guldberg fra Køng mødt op. Hun havde nemlig startet et ganske særligt initiativ.

- Jeg har startet en indsamling af legetøj, som folk har doneret, og som jeg skal give videre til familier i lokalområdet, der har det svært. 

Lige nu er status, at der er 65 børn, der kan få adventspakker og 32 julegaver. 

Se juletændingen fra Assens.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

Faaborg 

Der var store problemer med juletræstændingen i Faaborg, hvor julemanden slet ikke kunne få liv i lysene. Heldigvis kom Jim Lyngvild forklædt som engel iført store, hvide vinger julemanden til undsætning.

- Jeg vil gerne have lidt hjælp, siger julemanden til juleenglen Lungvild.

- Er du klar? Lad mig sige: lad der blive lys, siger juleenglen og tænder det store juletræ ved at plante et kys på grantræets gren. 

Med stor jubel udbrød julemanden:

- Julen er reddet!

Se juletræstændingen i Faaborg.
Fotograf: Redigering: Julie Lapp

 

Selvom julemanden havde travlt til de mange juletræstændinger, så var det altså ni flotte juletræer, der stod og lyste i byerne. 

Oversigt

    Oversigt