I dag mandag begynder chartersæsonen i HCA Airport.
Her sætter de første charterturister sig i flysæderne, og fra de åbne områder ved Beldringe sættes kursen mod millionbyen Napoli ved vulkanen Vesuv i Syditalien.
HCA Airport forventer at sende godt 25.000 danskere på ferie fra lufthavnen i denne sæson, og det første fly letter klokken 09.10.
Allerede nu er der kø ved check-in, beretter TV 2/Fyns mand på stedet.
Med fly til 24 timers motorløb i Le Mans
Udover Napoli kan fynboerne igen i år også rejse til Pisa, Verona, Dublin, Edinburgh, Kreta og Varna.
Som et helt nyt tiltag i år kan de flyveglade fynboer flyve til Le Mans i juni og opleve det 24 timer lange racerløb.
Derudover kan fynboerne i år også flyve fra Fyn til Rønne på Bornholm, så det nu er endnu hurtigere og lettere at komme til den danske klippeø.