Medicinoverskud: Fynske Orifarm tjente 122 millioner sidste år

Skandinaviens største parallelimportør, Orifarm i Odense, solgte sidste år for 5,4 milliarder kroner.

Orifarm Group i Odense, der lever af at sælge parallelimporteret medicin og medicin med patentudløb, tjente sidste år 122 millioner kroner før skat.

Det var en forbedring på 36 millioner kroner. Til gengæld faldt omsætningen med 4,4 procent til 5,4 milliarder kroner.

Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse. 

Orifarm Parallel Import, som ompakker og sælger medicin inden for EU/EØS, tegner sig for den største del af driftsindtjeningen på 164 mio. kroner, hvilket er en stigning på 28 mio. kroner sammenlignet med 2015. 

- Vi har fjernet nogle varelinjer, som ikke gav overskud. Samtidig har vi været dygtige til at tilpasse os nogle udfordrende markedsvilkår, herunder den lave svenske kronekurs og vende begrænsninger til muligheder i relation til Brexit, siger viceadministrerende direktør for Orifarm Group, Erik Sandberg.

Den faldende kurs på det britiske pund har vendt virksomhedens fokus mod indkøb af varer.

På linje med 2015 er det dog området for generiske lægemidler, der præsterer den største vækst med en stigning i omsætningen på hele 44 procent og en tilsvarende forøget driftsindtjening fra 57 til 106 mio. kroner.

Her er det især et øget salg af håndkøbsmedicin samt et strategisk fokus på nicheprodukter, der har vist gode resultater.

Desuden har man haft fuld effekt af overtagelsen af de to virksomheder Alternova i Nyborg og Viminco i Skælskør.

Hos Viminco er der netop sat gang i en udvidelse af laboratoriet, og i efteråret meldte Orifarm ud, at man skulle rekruttere op mod 30 nye funktionærer for at realisere de strategiske ambitioner. Det tal er man nu tæt på at nå i mål med. 

- Vi har fremlagt en ambitiøs 5-års plan i Orifarm Generics, der sigter mod at tredoble omsætningen, siger administrerende direktør i Orifarm Generics, Ulrik Ernst Rasmussen.

Orifarm Group forventer yderligere fremgang i 2017.

Fakta om Orifarm Group A/S

 

Oversigt

    Oversigt