I det fynske folks tjeneste

Medicinstuderende om fysisk eksamen: - Det er tankeløst

En underskriftindsamling skal sætte en stopper for de fysiske eksaminer i det nye år. Frygten for corona er årsagen.

De fysiske eksaminer møder kritik fra en række medicinstuderende på SDU.

211 medicinstuderende fra SDU har underskrevet et klagebrev til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Juridisk kontor og Studienævn for medicin.

I klagebrevet står der, at de som studerende finder det kritisabelt, at SDU under en pandemi vælger at fastholde det fysiske fremmøde til eksamen i januar.

Læs også Efter 17 indbrud i villakvarter: Fyns Politi deler billede af mulig indbrudstyv

Specielt med udgangspunkt i, at Århus Universitet, Aalborg Universitet og Københavns Universitet har omlagt en del af deres eksaminer på bacheloren og kandidaten i medicin til digitale eksaminer.

- Vi har undret os over beslutningen som medicinstuderende. Vi kan ikke forstå, hvorfor SDU ikke vil afspejle samfundets situation. Vi har set eksempler fra andre universiteter, hvor de har formået at omlægge dele af deres eksaminer til online eksaminer, siger Mohammed Daoud.

De første prøver starter 5. januar. Til prøven vil der være omkring 100 studerende, oplyser Merete Munk fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet til TV 2 Fyn.

Andre universiteter lykkes med online eksaminer

Mohammed Daoud er personen bag underskriftsindsamlingen, og han køber ikke universitets begrundelse for, at eksamen skal være fysisk.

- Universitet argumenterer for, at eksamen skal være fysisk, så de kan opretholde den eksterne validitet og kvalitetssikring. I overført betydning mener de snyd. De vil sikre sig, at de studerende ikke snyder, siger Mohammed Daoud.

Læs også Var forberedt på forlænget nedlukning: Nu efterlyser branche hjælp som i nabolande

Men han mener, at det er for nemt sluppet af universitet. Hvis man kigger mod landets andre universiteter, så kan de tydeligvis få det til at fungere med online eksaminer, forklarer Mohammed Daoud.

- Der er mange andre studier, der har valgt at omlægge deres eksaminer. Man kan få en eksamensvagt, der holder øje med eleverne igennem web cam og programmer. Mulighederne for at omlægge det, er der, siger han.

Formand støtter ikke underskriftindsamling

Men formand for medicinerrådet på SDU, Anne Katrine Post Hansen, deler ikke samme synspunkt.

- Da vi ikke må bruge hjælpemidler, kan det forsvares, at de ikke skal afholdes online, siger Anne Katrine Post Hansen og fortsætter:

- Jeg vil sige, at jeg er tryg ved det. Hvis forholdene er ordentlige, så burde der ikke være nogen risiko. Der er selvfølgelig altid en lille risiko, men det burde være reduceret så betydeligt, at det ikke er et problem.

Som formand har Anne Katrine Post Hansen ikke selv haft indflydelse på beslutningen. Hun forklarer, at medicinerrådet er en studenterforening, der er bindeledet mellem de studerende og fakultet.

Retninglinjer bliver overholdt - eksamen bliver afholdt

Hun er sikker på, at hvis samtlige retningslinjer bliver overholdt, er der ingen fare på færde.

- Hvis alle har mundbind på, når de kommer. Man snakker ikke med hinanden. Man sidder, hvor man skal. Simpelthen overholder alle retningslinjer, så tænker jeg, at det opvejer hele situationen, siger Anne Katrine Post Hansen.

Læs også Rådmand: Pædagogisk personale skal frem i vaccinekøen

I et skriftligt svar til TV 2 Fyn forklarer Merete Munk fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, at den fysiske tilstedeværelse ved eksamener er med til at sikre høj kvalitet og troværdighed.

Hun vurderer, at eksaminerne sagtens kan afholdes fysisk, hvis de afvikles i fuld overensstemmelse med myndighedernes retningslinjer.

Men på trods af overholdelse af myndighedernes retningslinjer sidder en flok medicinstuderende stadig bekymret tilbage.

Bekymringer fra medstuderende

- Jeg har hørt en masse bekymringer fra mine medstuderende. Mange af de studerende er i risikogrupperne, som kan blive smittet. Der er også mange, der arbejder på hospitaler, der kan tage smitten med videre, siger Mohammed Daoud og fortsætter:

- Jeg har ikke ord for, hvad jeg skal tænke om det her. Det virker paradoksalt. Samfundet lukker ned. Julen blev forandret. Nytår er aflyst, men som medicinstuderende, skal vi stadig mødes og tage den her risiko. Det hænger ikke sammen for mig.

Ved den online underskriftindsamling er det muligt for de studerende at knytte en kommentar til hele problematikken.

Læs også Fynske kommuner udskyder skolestart - flere er afventende

- Jeg har en kronisk lungesygdom og har ikke lyst til at møde op til en fysisk eksamen, skriver en af de medicinstuderende.

Der er i skrivende stund 30 kommentar fra de medicinstuderende, der ytrer sig kritisk om sitationen.

- Jeg føler mig ikke tryg ved at skulle møde op til fysisk eksamen og håber meget denne klage bliver hørt, skriver en af de studerende.

Om muligheden for online eksaminer siger Anne Katrine Post Hansen følgende:

- Nu ved jeg ikke præcist, hvilke muligheder de har. Men studienævnet har brugt lang tid på at finde muligheder, og de har simpelthen ikke fundet nogen fyldestgørende.