Medie: Epidemikommission vil holde natteliv lukket til februar

Epidemikommissionen anbefaler, at nattelivet skal holde lukket frem til februar, erfarer TV 2.

Epidemikommissionen indstiller til fastholdelse af en række gældende coronarestriktioner til og med 31. januar.

Det erfarer TV 2. Senere onsdag mødes de politiske partier for at diskutere kommissionens indstillinger til, hvilke restriktioner der skal og ikke skal forlænges.

Ifølge TV 2 anbefaler Epidemikommissionen, at restriktioner for nattelivet og serveringssteder forlænges.

Det vil indebære, at nattelivet fortsat skal være lukket. Og at serveringssteder fortsat skal stoppe for udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23.

Alkoholrestriktioner

Et generelt forbud om salg af alkohol fra klokken 23 til 5 bør også stadig gælde, hvis det står til kommissionen. Restriktionerne har været gældende siden 19. december.

Stigende coronasmitte var årsag til restriktionerne, som blev sat til at gælde fire uger. Derfor står de altså til at udløbe snart, hvis ikke de bliver forlænget.


Regeringen og Folketinget rådgives af Epidemikommissionen. Det er i sidste ende op til politikerne at beslutte, hvilke restriktioner der skal gælde.

Epidemikommissionen anbefaler ifølge TV 2 også, at der bliver åbnet mere på en række områder.

"Så meget som muligt"

For eksempel er der lagt op til, at biografer, koncertsteder, teatre og kulturhuse kan genåbne fra 17. januar. Det vil imidlertid være med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning.

Det samme erfarede Jyllands-Posten fra flere kilder tirsdag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde tirsdag, at regeringens udgangspunkt er "at åbne så meget som muligt inden for kulturlivet så hurtigt som muligt".

Ifølge TV 2 anbefales det også, at der åbnes for højskoler, udendørs idrætsarrangementer med betalende tilskuere og zoologiske haver.

De kan åbne med krav om coronapas og mundbind, lyder anbefalingen.

Desuden anbefaler Epidemikommissionen, at arealkrav i folkekirken og andres trossamfund bortfalder fra natten til 17. januar.

Oversigt

    Oversigt