I det fynske folks tjeneste

Meldinger om kraftig vind påvirker trafikken

Trafikken på flere fynske broer er påvirket af kraftig vind. Nogle steder vil vinden kunne tage fat i køretøjer frem til onsdag eftermiddag.

Meldinger om kraftig vind på Langelandsbroen og Svendborgbroen onsdag formiddag.

Det blæser i de tidlige morgentimer, og det påvirker trafikken. En række fynske broer melder ifølge Vejdirektoratet om kraftig vind. 

Læs også Tusindvis af fynske huse risikerer oversvømmelser

På Storebæltsbroen er der meldinger om kraftig vind i begge retninger. Varslet gælder til ved nitiden onsdag morgen. Der frarådes dog endnu ikke vindfølsomme køretøjer at passere broen.

Også på Svendborgsundbroen er der meldinger om kraftig vind, der vil påvirke trafikken frem til midt på eftermiddagen, oplyser Vejdirektoratet. Varslet gælder i begge retninger. Det samme gør sig gældende på Langelandsbroen, hvor vinden forventes at aftage i løbet af formiddagen.

Flere fynske broer melder om kraftig vind onsdag.  Foto: Vejdirektoratet

Vindfølsomme køretøjer på Lillebæltsbroen

Natten til onsdag var der også meldinger om kraftig vind på Lillebæltsbroen. Her frarådede Vejdirektoratet vindfølsomme køretøjer at køre over broen. Vinden forventes dog at aftage i de tidlige morgentimer.

Eksempler på vindfølsomme køretøjer er en bil med campingvogn eller anhænger, lastbiler med ingen eller meget let last, busser og varebiler. 

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, vil der i det fynske område være jævn til hård vind omkring sydvest, der drejer mod vest og aftager til let til jævn vind. Temperaturen kan i løbet af onsdagen nå ti grader, men vil i løbet af eftermiddagen falde til mellem seks og otte grader.