Mercado: Regeringen vildleder sine egne

Ifølge Mai Mercado har fødevareministeren vildledt sine forhandlingspartnere. Derfor overrasker det, at statsministeren ikke tager konsekvensen.

Et folketingsvalg kan være tættere på, end vi tror.

Klokken 16 lukkede statsminister Lars Løkke Rasmussen døren til et møde med partilederne fra blå blok for at finde ud af, om der er opbakning til en borgerlig regering.

Dramaet begyndte tirsdag aften, hvor den konservative formand, Søren Pape Poulsen, udtrykte mistillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen på baggrund af den omdiskuterede landbrugspakke og dens regnemetoder.

På et pressemøde onsdag eftermiddag gjorde Lars Løkke Rasmussen det klart, at han ikke vil fyre sin minister, og han har nu spillet bolden tilbage til Søren Pape Poulsen.

- Har den mistillid virkelig en sådan karakter, at den skal føre til, at det borgerlige samarbejde kører fast? For det er der, vi er, i mine øjne, sagde Lars Løkke Rasmussen på pressemødet onsdag.

Den udmelding vækker undren hos de Konservatives politiske ordfører.

- Det kan ikke passe, at en regering kan misinformere og vildlede sine egne forhandlingspartnere i Folketinget, siger Mai Mercado og fortsætter:

- Vi må stå fast på ordentligheden i det her. Man skal give et retvisende billede, når man sidder til forhandlingsmøder og får tal fra ministerierne.

Se hele interviewet med Mai Mercado.

Også Lasse Bork Schmidt, der er bestyrelsesmedlem i den Konservative Vælgerforening i Odense, mener, at statsministerens udmelding er overraskende.

-  Jeg er ligeså overrasket som alle andre. Specielt over at se en så svag, nærmest grædende statsminister stå frem i dag og tilsyneladende ikke kan svare på noget som helst. Jeg synes, det er sørgeligt at have en statsminister, der reagerer på den måde, siger Lasse Bork Schmidt til TV 2/FYN.

Om det kommer til et nyt folketingsvalg, må tiden vise.

- Jeg tror ikke, der er nogen konservative, der ønsker valg som sådan, men folkestyret er vigtigt for os. Det er utroligt vigtigt, at en minister giver de rigtige oplysninger, når hun bliver bedt om det - og det er utrolig vigtigt, at skulle en minister lave en fejl, så kan hun også erkende det, siger Lasse Bork Scmidt og fortsætter:

- I dette tilfælde er der ingen af tilfældene, der er sket. Der er givet forkerte oplysninger, og man vil ikke erkende det, slutter han.

Se hele interviewet med Lasse Bork Schmidt.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt