Mette Frederiksen: Coronarestriktioner er snart fortid

Coronarestriktionerne får lov at udløbe i næste uge, og livet bliver mere normalt, oplyser statsministeren.

Fra næste uge vil livet i Danmark i langt mindre grad blive præget af coronavirus. I hvert fald bliver de fleste og de mest indgribende coronarestriktioner fortid fra på tirsdag.

Det oplyser statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.

- I aften og i dag er en milepæl. Vi står med en utrolig god nyhed. Vi kan fjerne de sidste coronarestriktioner, siger Mette Frederiksen.

- I dag kan vi sige, at vi bestod. Vi er klar til at træde ud af coronaens skygge. Vi siger farvel til restriktioner og goddag til det liv, vi kendte før corona. Vi er gennem den kritiske fase, fortsætter hun.

Fakta og tal

Epidemiens kommende faser

Mette Frederiksen kommer med en kraftig appel til alle om at vise hensyn og passe på de borgere, der med god grund vil undgå at blive smittet med corona.

Derudover siger statsministeren på pressemødet, at regeringen og myndighederne resten af året kigger på epidemien i tre faser.

Fase 1: Her er vi nu. Alle restriktioner bortfalder, og vaccinenationsindsatsen fortsætter med fjerde stik af de mest sårbare. Det er allerede begyndt på Fyn. 

Fase 2: Det er forår, sommer og det tidlige efterår. Det er et åbent Danmark med kram, fest og festivaler.

Fase 3: Efterår og måske vinter. Her er sæsonen igen imod os, og det er helt afgørende, at vi er godt forberedt, lyder det fra statsministeren.

Mere om de tre faser

Det kan være, at danskerne igen skal vaccineres senere på året, siger statsministeren og udelukker ikke, at fjerde stik kan blive nødvendigt for alle. Det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt. 

Her anbefales mundbind og coronapas fortsat

Selvom restriktionerne bortfalder, vil det ikke være helt slut med mundbind og coronapas i samfundet, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Myndighederne vil anbefale ledelserne på landets hospitaler og plejehjem, at de opretholder krav om både mundbind og coronapas for gæster og pårørende.

Det bør ikke give anledning til problemer, mener sundhedsministeren.

- Der er jo ingen, der har lyst til at være den, der bærer smitten ind på et sygehus eller plejehjem, siger han.

Sundhedsminister: Regler for test og isolation

Ifølge Sundhedsministeriet vil der være regler om test og isolation for indrejsende, der ikke er enten vaccineret eller tidligere har været smittet.

På pressemødet onsdag beskriver statsministeren og sundhedsministeren udløbet af restriktioner som en milepæl.

- Vi har nået målet. At få frakoblet smittetallene fra indlæggelsestallene, siger Magnus Heunicke.

Det tilskriver statsministeren blandt andet udbredelsen af vacciner.

- Den høje tilslutning til vacciner viste sig at blive det, som vi troede: Nemlig vores supervåben, og det har givet os et stærkt værn imod den smitte, der stadig er i vores samfund, siger Mette Frederiksen.

Hun peger også på en anden faktor:

- Når vi er kommet så langt og så hurtigt, så er det altså resultat af en kraftpræstation af os alle sammen. Den enkelte dansker adfærd, siger statsministeren.

- Tak. Tak til at så mange tog ansvaret på sig. Tak til alle, der har taget imod vaccinerne. Tak til alle jer der har passet på hinanden og på vores fællesskab og vist det samfundssind, som vi ikke har kunnet være foruden.


Oversigt

    Oversigt