Mikkel Bjørns nye kolleger: - Hans udtalelser er lidt farlige

Flere kolleger undsiger nu Mikkel Bjørns udtalelser om at skele til etnicitet i vurdering af nye statsborgerskaber, men ansøgerne er alligevel skræmte og skuffede. Hovedpersonen selv føler sig misforstået.

Mikkel Bjørn (NB) havde flere markante udtalelser med sig i bagagen, da han blev valgt ind i folketinget med over 800 personlige stemmer på Fyn. 

Han har tidligere sammenlignet syriske indvandrere med forgiftede M&M's, malet sig sort i ansigtet og kaldt burkaklædte kvinder for sorte slyngler

Nye Borgelige-politikeren er nu igen ramt af stormvejr, da han som medlem af Indfødsretsudvalget vil lade det få betydning, hvilket land en ansøger kommer fra, når udvalget skal tage stilling til sager.

Det har nu fået flere af udvalgets medlemmer til at undsige Mikkel Bjørns udtalelser om udvalgets arbejde. 

- Socialdemokratiet kommer til at sende det klare signal, at vi kommer til at have en seriøs tilgang til sagsbehandlingen, siger Anders Kronborg, som er Socialdemokratiets indfødsretsordfører til Ritzau:

- Vi starter ikke ud med at se på, hvor på jordkloden folk kommer fra og så rangere det lavere, hvis man eksempelvis kommer fra Tyrkiet eller et andet land.

Udtalelserne er også faldet Moderaternes indfødsretsordfører, Mohammed Rona, for brystet.

Han forsikrer, at Mikkel Bjørns tilgang til behandlingen af dispensationsansøgningerne ikke vil få nogen indflydelse.

- De udtalelser, der kommer fra ham, er lidt farlige. Han er jo kendt under valgkampen for at komme med lidt rabiate udtalelser om folk fra de muslimske lande, så det bliver jo ret spændende i udvalget, siger Rona til Ritzau.

- Men vi står fast på, at det ikke er noget, han reelt kommer til at få nogen indflydelse på. 

En kæmpe skuffelse 

Alligevel er det langt fra en tryg følelse, man sidder med i Foreningen Fisken, der hjælper og støtter unge med at de skrive ansøgninger, som Indfødsretsudvalget skal tage stilling til. 

Azra Basic, der er projektleder i Projekt Statsborgerskab og Opholdstilladelse i foreningen, synes det er skrammende, at der nu sidder en formand med så klare udtalelser, der rammer unge med en muslimsk baggrund. 

- Jeg har på min to-do liste at skrive til dem, jeg har hjulpet med at skrive ansøgninger, at der er stor chance for afslag, fordi der sidder mennekser i udvalget med den holdning, siger Azra Basic til TV 2 Fyn, og henviser til Mikkel Bjørns udtalelser og fortsætter:

- Det er en kæmpe skuffelse desværre. 

Hele processen i udvalget er ifølge Azra Basic i forvejen meget svær at for indsigt i som søger. 

- Derfor gør det det kun værre med en formand, hvor man bare kan slå op og læse de forfærdelige ting, han har udtalt som om, siger Azra Basic. 

Mere individuel vurdering

Mikkel Bjørn selv, mener dog at hans kolleger i udvalget ikke har forstået hans udtalelser.

- Enten har de misforstået det, eller også har de med vilje misforstået det for at stille sig i opposition til det, jeg siger. Det skal jeg ikke kunne sige. Men der er mange, der har været ude og svare på noget, jeg ikke har sagt, siger Mikkel Bjørn til TV 2 Fyn. 

Mikkel Bjørn fortæller, at han ikke mener, at man kun skal vurdere ansøgere på deres baggrund. 

- Det, jeg har sagt, er, at med den begrænsede vidensvifte, jeg har i dag, der er jeg nødt til at forholde mig til de videns- og erfaringsparametre, jeg har tilgængelige, når jeg skal vurdere en ansøger, siger Bjørn og tilføjer, at han gerne så, at udvalget havde mere viden. 

Derfor mener Mikkel Bjørn, at han er nødt til at kigge på eksempelvis erfaringer fra kriminalitetsindekset, arbejdsløshedsstatistik og andet fra tidligere ansøgere fra forskellige områder. 

Er det ikke netop at skære alle over en kam, når du vil vurdere ud fra andres opførsel bare fordi de har samme baggrund?

 - Tværtimod. Det er bare at navigere ud fra den viden og erfaring, jeg har. For når vi i udvalget skal give et statsborgerskab, er det en investering, vi foretager på Danmarks vegne i denne person. Og den begrundede investering kan man kun foretage, hvis man har et tilstrækkeligt videngrundlag, siger Mikkel Bjørn. 

Men når man ifølge Mikkel Bjørn kun har et begrænset vidensgrundlag at arbejde ud fra, er man nødt til at lægge tidligere erfaringer til grund. 

- Et godt eksempel er jo, hvis der er en restaurant, hvor folk hele tiden kommer ud med madforgiftning, så er man nødt til at tage det til efterretning. Og måske kigge på, om man skal gå på en anden restaurant næste gang, siger Mikkel Bjørn.  

Tidligere har Mikkel Bjørns udtalelser fået konsekvenser for ham, da han blev ekskluderet fra Konservative Ungdom for at skrive ting, der lå i grænselandet til racisme.