Millioner mod lange ventelister: OUH-professor skal tage livet af dyre udeblivelser

Hver femte fynske patient møder ikke op, når de bliver indkaldt til undersøgelser hos lægen eller på sygehuset. Det bliver nu undersøgt.

I hvert fald i ti år har OUH arbejdet med at nedbringe antallet af patienter, som udebliver fra deres aftale.

Det arbejde er ikke lykkedes, men nu har hospitalet fået seks millioner kroner af den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk til at gå på sporet af en løsning.

De mange penge er landet på professor og overlæge Morten Sodemanns bord. Han har således fået muligheden for at få kortlagt årsagen og - måske en gang for alle - få årsagen til udeblivelser frem i lyset.

- Vi mangler noget viden om, hvad det egentlig er, der sker, når aftaler ikke kan lykkes på sygehuset.

- Vi plejer jo at sige; "er man udeblevet eller er man ikke inviteret", og vi mangler lidt en forståelse af, om der sker noget i kommunikationen, siger Morten Sodemann.

Hos Danske Patienter er direktør Morten Freil glad for, at der nu kommer et større studie, der skal belyse, hvad de faktiske årsager er til de mange udeblivelser. 

- Det er jo en dårlig udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer. Og når vi er særligt glade for det, er det jo fordi, at der i de mindre undersøgelser, der er lavet, er noget, der tyder på, at det ikke altid er patientens skyld, men faktisk oftest er sygehuset, der måske ikke har helt styr på procedurerne, siger Morten Freil.

Morten Sodemann: - Jeg tror der er en bekvem fordom om, at det er patienterne, der er problemet.
Morten Sodemann: - Jeg tror der er en bekvem fordom om, at det er patienterne, der er problemet.
Foto: Flemming Ellegaard

Professor Morten Sodemann må erkende, at Morten Freil har en pointe, og at en del af ansvaret ligger hos sygehuset. Blandt andet i den måde, man indkalder patienter.

- Eller måske glemmer at gøre det?, siger han retorisk.

En brandvarm problematik

Netop trimning og optimering af de danske hospitalers arbejdsgange er i disse år et brandvarmt emne på grund af mangel af personale og den demografiske udvikling, der peger på et øget pres på sundhedvæsnet.

Samtidig er de mange udeblivelser med til at skabe lange ventetider. Der er derfor god grund til at undersøge årsagen, siger professoren:

- Helt banalt er der jo ti procent af danskerne, der ikke bruger e-Boks, og det er den kanal, vi kommunikerer igennem. Så hvis ikke man ved det, så bliver man ved med at sende breve til en boks, der ikke bliver tømt.

- Det er jo allerede ti procent, konstaterer han og peger på, at nogle afdelinger ofte ændrer på aftalerne.

- Og pludselig kan patienten have fire-fem aftaler, der er lavet om. Og så mister patienten måske overblikket.

Mistanke om flaskehals

Han mistænker desuden, at patienterne render ind i en flaskehals. En flaskehals som han mener er en væsentlig problematik:

- Mange patienter prøver faktisk at meddele, at de ikke kan komme, men kommer måske ikke igennem til os. Så der er også noget tilgængelighed, som er meget forskellig - mellem afdelinger - på det samme sygehus.

Tal viser, at der kan være meget store forskelle i udeblivelserne på det samme sygehus. Det kan svinge fra en halv procent af patienterne til hele 30 procent.

En bekvem fordom?

- Der er noget vi kan lære os selv ved lige at vende spejlet om, siger Morten Sodemann.

Er din pointe, at der er en blind plet i sundhedsvæsenet om, at det faktisk kunne være sundhedsvæsenets egen skyld en del af vejen?

- Jeg tror, der er en bekvem fordom om, at det er patienterne, der er problemet, fordi det fritager jo måske rigtig mange for at bruge tid og penge og tænke sig mere om.

- Det er jo også en stor organisation, at skulle lave om, tror jeg, og der er rigtig meget guld at hente.

- Jeg kan kun se, at der er meget kvalitetsforbedring i det, siger Morten Sodemann.

Trækker gerne seksløberen

Han er parat til at skyde fordomme og myter om, at udeblivelser udelukkende skyldes dovne eller glemsomme patienter ned.

- Der kan være nogle interesser i ligesom at italesætte patienter som dovne eller ligeglade. Eller at de smider med skatteborgernes penge.

- Jeg trækker min videnskabelige seksløber, når jeg kan fornemme, det her kører mere på fordomme end på fakta.

Han tilføjer, at det er flovt at OUH ikke er bedre til at kigge på, hvordan der arbejdes med patienterne.

Han kalder mulighederne for lavthængende frugter, men der kommer sandsynligvis til at gå noget tid, før man kan konkludere noget som helst.

Morten Freil: - Faktisk er det oftest er sygehuset, der måske ikke har helt styr på procedurerne.
Morten Freil: - Faktisk er det oftest er sygehuset, der måske ikke har helt styr på procedurerne.
Foto: William Borst Lorentzen

Men hvis Danske Patienter skal pege på steder, hvor der kan gribes ind her og nu for at få bugt med nogle af udeblivelserne, så har direktør Morten Freil flere gode bud.

Blandt andet kan man sikre, at patienterne får nogle påmindelser om deres aftaler.

- Og så også sikre, at man rent faktisk får aftalt med patienten nogle tidspunkter, der passer ind i patientens hverdag. Det er jo også vanskeligt for patienter, at skulle tage fri fra arbejde.

- Det ved vi er en af grundene til, at nogle patienter ender med at udeblive, fordi de pludselig bliver indkaldt og ikke kan fortælle chefen, at de skal til undersøgelseskontrol.

- Det er sådan nogle ting, man skal kigge på, siger Morten Freil.

Han afviser at indføre bøder ved udeblivelse, som man kender dette fra andre steder i sundhedssystemet.

- Det skal man i hvert fald ikke satse på, for bøder kan føre til uhensigtsmæssig adfærd og ulighed, siger Morten Freil.

For et par uger siden kunne vi fortæller, at man specifikt på Ortopædisk afdeling på OUH i Odense bokser med ventetider fra 70 uger til over to år.

Her har man fået hjælp fra Sygehus Lillebælt i Middelfart, hvor tre operationssygeplejersker er kastet ind i kampen.

OUH får forskningsmillioner til at undersøge udeblivelser

Oversigt

    Oversigt