Millionkrav i lufthavnsstrid

Drømmen om at puste nyt liv i Beldringe Lufthavn er endt i økonomisk slagsmål mellem de offentlige ejere af lufthavnen og det britiske selskab Wiggins Group ved datterselskabet PlaneStation Danmark.

-

Drømmen om at puste nyt liv i Beldringe Lufthavn er endt i et økonomisk slagsmål mellem de offentlige ejere af lufthavnen og forpagteren, det engelske selskab Wiggins Group ved datterselskabet PlaneStation Danmark.

Lufthavnen ejes af fem fynske kommuner og Fyns Amt, der overtog stedet fra staten i slutningen af 90-erne.

For tre år siden indgik ejerne en kontrakt med det engelske selskab, som lovede at skabe nyt liv i lufthavnen. Men det kom til at gå meget anderledes.

Den engelske forpagter har ikke betalt leje, og skylder nu ejerne over 11 millioner kroner. Derfor ramler parterne nu sammen mandag og de kommende par dage i en længe varslet voldgiftssag i København.

Amtsborgmester Jan Boye fra Fyns Amt er formand for lufthavnens repræsentantskab. Han erkender, at udviklingen for lufthavnen ikke er blevet den ønskede.

- Det har ikke været nogen dans på skyer - for nu at bruge det udtryk. Der er ikke skabt den lufttrafik fra Odense, som vi troede på, erkender amtsborgmesteren.

Undervejs har de offentlige ejere investeret 25 millioner kroner i udvidelse af lufthavnen, så den blev i stand til at håndtere større fly end tidligere. I forbindelse med udvidelsen forpligtede ejerne sig i øvrigt til at fortsætte det fælles ejerskab frem til 2007. Wiggins Group har imidlertid gjort gældende, at udvidelsen ikke er udført rettidigt og ikke er tilstrækkelig omfattende.

Det afvises blankt af amtsborgmester Jan Boye.

- De meldinger tilskriver jeg udelukkende et taktisk spil op til voldgiftssagen. Vi har fuldstændig levet op til vores del af aftalen, og jeg håber og tror, at vi vinder sagen.

Der forventes dog først en endelig afgørelse i sagen i løbet af et par uger.

Oversigt

    Oversigt