Millionstøtte til udsatte: Varmestue får tiltrængt økonomisk løft

Kirkens Korshærs varmestue i Odense får halvanden millioner kroner fra regeringens nye pulje til udsatte.

Folketinget afsatte fredag aften 215 millioner kroner til udsatte børn, unge og voksne.

Én af modtagerne er Kirkens Korshærs varmestue i Østergade i Odense. De får halvanden millioner kroner.

Pengene vækker glæde hos leder af Kirkens Korshær i Odense Heinz Wolf.

- Det gør en stor forskel, at vi bliver set, hørt og anerkendt, og får hjælp til at udvikle vores væresteder, siger han til TV 2/Fyn.

Varmestuen i Odense har været lukket i samtlige seks uger under corona-krisen. Normalt kommer de udsatte i dagtimerne for at spise eller få en snak med personalet. Nu er det kun stofindtagelsesrummet, der er åbent.

- Vi plejer at have besøg af 120 forskellige mennesker om dagen. Så det er rigtig mange mennesker, vi ikke har set i et stykke tid, siger Heinz Wolf

Varmestuen åbner igen den 11. maj. Derfor skal pengene bruges til at indrette lokalerne på en ny måde, med plexiglasskærme ved disken. Der skal gøres mere rent, og de frivillige skal trænes i den nye dagligdag.

Nogle falder i

Hos Kirkens Korshær står gårdhaven også tom. De forventer at kunne huse mellem 30 og 40 udsatte, når de åbner dørene 11. maj.

- Så må vi øve os i at tælle og sige, når der er så mange inde, og alle stole og borde er besat, så må vi vente, indtil der er nogen, der er gået, før der er andre, der kan komme ind, siger Heinz Wolf.

For de hjemløse har det store konsekvenser, når de ikke kan komme ind i varmestuen.

- Man ser faktisk folk, der er tørlagte alkoholikere, som synes, det er for svært og falder tilbage i alkohol, fortæller Heinz Wolf.

Udsatte børn og unge

Regeringen har også afsat 131 millioner kroner til indsatser for udsatte børn og unge.

Det kommer blandt andet Børns Vilkår til gode. De modtager halvanden millioner kroner, der skal bruges på kurser til frivillige i organisationen.

- De organisationer, ligesom Børns Vilkår, der rækker ud til fynske børn og unge, de bliver styrket og får mulighed for at gøre en bedre indsats, siger Børns Vilkårs direktør, Rasmus Kjeldahl.

Men de kan ikke løse opgaven alene.

- Der ligger også en kraftig opfordring til kommunerne om at se og få de vigtige børnefaglige medarbejdere tilbage på arbejde igen, siger Rasmus Kjeldahl.

Ferielejre

Ungdommens Rødekors er også en del af regeringens nye aftale. Organisationen kan søge en fond på fem millioner kroner til ferielejre for udsatte børn.

- Omkring de ferielejre vi har for udsatte børn og unge på Fyn, så betyder den her pulje forhåbentlig, at vi kommer til at kunne gennemføre dem. Og at vi kommer til at sende de her børn afsted, som har enormt meget brug for et afbræk fra en ret hård hverdag, fortæller landsformand for Ungdommens Røde Kors Troels Romer.

Klargøring

Hos Kirkens Korshær i Odense er natvarmestuen åben. Men hvor der normalt er plads til 30 hjemløse, er der nu kun overnatning til ti.

- Det er noget, vi må se på den lidt længere bane. Hvordan klarer vi næste vinter for eksempel, hvis vi stadig på det tidspunkt har corona-smitte, siger Heinz Wolf.

Folketingets politikere har lavet en aftale om at give 215 milioner kroner til indsatser, der kan hjælpe sårbare og udsatte børn og voksne igennem COVID-19

Oversigt

    Oversigt