Minihedebølge er på vej: Op til 30 grader torsdag

Temperaturen stiger i løbet af ugen og torsdag bliver det op til 30 grader i den sydøstlige del af landet.

Sommervejret arter sig i denne uge, hvor temperaturen kan snige sig helt op på 30 grader torsdag. Det varme vejr varer dog ikke længe, for fredag får temperaturen igen et dyk, ifølge DMI.

- Det går hen og bliver en rigtig varm uge, men som ugen skrider frem, ender det også med noget regn og torden mange steder, siger Mogens Rønnebek, der er meteorolog ved DMI.

Ugen starter med solskin mandag og op til 20 grader flere steder i landet. Sommervejret fortsætter tirsdag med solskin, 20-23 grader og en svag vind.

Onsdag får den sydlige del af landet 20-25 grader, mens det bliver køligere i den nordlige del af landet, der må nøjes med 15-20 grader og regn af og til.

Temperaturmåleren topper torsdag, hvor det til gengæld er varmest i den sydøstlige del af landet med 25-30 grader.

- Så der kommer en minihedebølge i løbet af ugen, siger meteorologen og forklarer, at en officiel hedebølge dog kræver, at temperaturen er på mere end 28 grader i tre dage.

Ugens varme dage er godt nyt for strandfolket.

- Jeg tror, det kan godt blive til en god stranddag i den sydøstlige del af landet torsdag, men det kan det også blive de andre dage. Mange steder er der mulighed for at komme på stranden, siger meteorologen.

Det er dog ikke hele landet, der kan glæde sig over prognosen med 30 graders varme. Den vestlige og nordlige del af landet får regn af og til må "nøjes" med 20-25 grader torsdag.

Allerede dagen efter bliver det igen køligere og vådt i landet, spår DMI.

- Så går det hen og bliver regn og tordenbyger mange steder fredag, hvor temperaturen falder til 20-25 grader fredag og falder yderligere lørdag til 15-20 grader.

Oversigt

    Oversigt